Annonce
Kultur

Linda P: Vi har grint og grædt lidt

Linda P skal spendere det meste af sommeren i Glassalen i Tivoli. - Jeg skal ikke sige det her til andre end min datter: medmindre jeg er sammen med hende, så vil jeg jo allerhelst bare arbejde. Jeg kan virkelig godt lide arbejde. Jeg elsker det, lyder det fra Linda P. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Linda P er blevet headhuntet til holdet, som skal genrejse Tivolirevyen. Et ikonisk show, som Ove Sprogøe og Dirch Passer har medvirket i.

Dengang Linda P bare var lille Linda Petersen fra Hvidovre, satte hun ofte lystspil og revyer i VHS-maskinen, når hun havde fri fra skole.

Hun forsvandt ind i universet og kunne alle sketchene og sangene ordret.

Nu står hun selv på den scene, hun altid har været bjergtaget af. Linda P debuterer nemlig i Tivolirevyen. Og det er ikke uden ærefrygt, at hun betræder samme scene og samme revy som legendariske revystjerner som Ove Sprogøe, Poul Reichhardt, Helle Virkner, Ulf Pilgaard og Dirch Passer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er så forfængelig med at gøre det godt og ordentligt. Det er jo en helt anden genre end standup, lyder det fra Linda P.

- Det er en stil, som skal overholdes, når det er revy, og den er jeg helt vild med - selv om vi også ser ind i noget fornyelse. Der kommer en ny farve på.

Tivolirevyen spillede sin første forestilling tilbage i 1945.

Undervejs har Tivolirevyen skiftet navn og koncept flere gange. Men det er 24 år siden, at Tivolirevyen som selve Tivolirevyen sidst spillede i forlystelseshaven i hjertet af København.

Andreas Bo, Nicolai Jørgensen, Linda P, Lisbet Dahl, Carsten Svendsen og James Price er sekstetten, som skal skabe nyt liv i Tivolirevyen, som genopstår til sommer. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det er revyveteranen Lisbet Dahl, der sammen med kapelmester James Price står bag genrejsningen af ikoniske revy, og hun har headhuntet Linda P til opgaven.

- Jeg har sagt til Lisbet, at hvis først jeg siger ja, så er jeg fanget i revy resten af mit liv. Og ganske rigtigt, jeg elsker det, jubler Linda P.

- Jeg er stor beundrer af Lisbet. Hun er jo meget kontant, og jeg kan godt lide den der strikse måde at arbejde på.

Lisbet Dahl instruerer også Tivolirevyen og fungerer dermed som spillende chef.

Når Linda P laver comedy, er hun sin egen chef. Men i Tivolirevyen dirigerer Lisbet Dahl ensemblet.

- I dagligdagen er det superfedt at være sin egen chef. Jeg er økonomisk uafhængig til at bestemme over min egen tid og så videre. Men her er det super dejligt, at det eneste, jeg skal, er det, jeg stadigvæk brænder for: at tage en klovnenæse på og stå og danse, siger Linda P.

- Det er helt vidunderligt, at det er en anden, der styrer stafetten og sørger for sammenhæng, instruktioner, fakturer og pis og lort. Jeg skal bare lege. Selv om jeg har lavet det her i 20 år, kilder det stadig i maven, når jeg finder på en idé. For tænk, hvis folk også synes, det er sjovt.

Linda P blev belønnet med prisen som Årets Komiker til Zulu Comedy Galla i 2009 for sit onemanshow, "Rommen er en tøjte". (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Linda P er især kendt for sine onemanshows, herunder "Rommen er en tøjte", som hun blev belønnet med prisen som Årets Komiker til Zulu Comedy Galla i 2009.

Revyen står i bemandingsmæssig modsætning til onemanshows. Her går Linda P nemlig på scenen med fem andre, Andreas Bo, Nicolai Jørgensen, Carsten Svendsen og fornævnte James Price og Lisbet Dahl.

- Det er bare et fedt hold, og det er dejligt, at der er nogle, der bliver sure, hvis jeg ikke kommer, siger Linda P og uddyber:

- Nu kommer jeg aldrig for sent. Men det er mere det der med at have kolleger. Det har jeg ikke haft, siden jeg var bygningsmaler. Det er privilegeret.

Fra at have siddet omkring et bord på et hotel er holdet klar til at gå på gulv, som det hedder i den verden.

- Vi har gennemgået tekster og grint - og grædt lidt. Det har været helt fantastisk, og jeg kunne heller ikke selv lade være lige at skrive lidt, fortæller Linda P.

- Jeg synes, det er skideskægt. Men jeg er en stor pige, så de skrotter det bare, hvis de synes, det er noget lort.

Linda P glæder sig til en sommer i Glassalen i Tivoli. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Gulvet, som lægger skrå brædder til genrejsningen af Tivolirevyen, ligger i Glassalen midt i den ikoniske forlystelsespark.

Det gør det eventyrligt at tage på arbejde.

- Tivoli er jo mit yndlingssted i hele København. Jeg er herinde to-tre gange om ugen i forvejen, fortæller Linda P. begejstret.

- Jeg og min datter elsker det bare. Om det er regn eller solskin, så er det bare så hyggeligt, jubler den kendte komiker og viser en video af datteren, der danser til et gospelkor, der optrådte på Plænen i Tivoli en søndag i foråret.

Nu får den prisvindende satirestjerne tilmed penge for at være i Tivoli. Den 1. juni får Tivolirevyen premiere og spiller sommeren ud.

Nu skal den kendte komiker spenderer en stor del af sommeren i Glassalen i Tivoli.

Sommerjobbet passer perfekt med, at Linda P spiller om aftenen, hvor lille Nanna alligevel skal sove.

- Jeg skal ikke sige det her til andre end min datter: Medmindre jeg er sammen med hende, så vil jeg jo allerhelst bare arbejde. Jeg kan virkelig godt lide arbejde. Jeg elsker det, siger Linda P.

- Så længe jeg er 100 procent fokuseret og planlægger, så kan jeg være 100 procent til stede som mor og 100 procent til stede med arbejde.

/ritzau/

  • Tivolirevyen vender tilbage i Glassalen
    Linda P skal spendere det meste af sommeren i Glassalen i Tivoli. - Jeg skal ikke sige det her til andre end min datter: medmindre jeg er sammen med hende, så vil jeg jo allerhelst bare arbejde. Jeg kan virkelig godt lide arbejde. Jeg elsker det, lyder det fra Linda P. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
  • Tivolirevyen vender tilbage i Glassalen
    Andreas Bo, Nicolai Jørgensen, Linda P, Lisbet Dahl, Carsten Svendsen og James Price er sekstetten, som skal skabe nyt liv i Tivolirevyen, som genopstår til sommer. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
  • ZULU Comedy Galla 2020
    Linda P blev belønnet med prisen som Årets Komiker til Zulu Comedy Galla i 2009 for sit onemanshow, "Rommen er en tøjte". (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
  • Tivolirevyen vender tilbage i Glassalen
    Linda P glæder sig til en sommer i Glassalen i Tivoli. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Guldborgsund

Micke fik stjålet sin bil, da han selv var ude for at stjæle: Nu beder han om hjælp

Lolland

Lynda fik "en skidegod idé" - nu åbner hun overraskende sted: - Jeg har været igennem et sikkerhedskursus

Guldborgsund

Sejler snart igen: Kom gratis med færgen

Indland

Rekordmange personer fik sidste år konstateret diabetes

Maribo

Tilbage til rødderne: Klaus halverer forretningen for at fordoble glæden

112

Næsten fordobling: Antallet af indbrud stiger på Lolland

Lolland

Billig brændstof lokkede mange til pistolerne

Indland

To personer fundet døde i sø

Guldborgsund

Helt gratis for børn og familier: Kommune inviterer i zoo

Indland

Lastefolk i Københavns Lufthavn strejkede over vagtplaner

Sport

Efter tre store øretæver: - Synes vi havde fortjent mere mod AB

112

Fulde og fartglade bilister stoppet

Guldborgsund

Vild galla-entré: Se elevernes særlige, sjove og skøre ankomst

Vejret

Lunt forårsvejr begynder lørdag med op mod 15 graders varme

Vejret

Rekord slået: Drivvåd april er den vådeste i 150 år

Annonce
Annonce
112

Alvorlig trafikulykke: Mand fløjet væk med helikopter

Lokal nyt

Se kortet: Her kan du tanke billigt i weekenden

Indland

Byret: Beboer på Christiania tjente 20 millioner på hash

112

Eftersøgt i knivstikker-sag er stadig på fri fod

112

Drøner ind i politibil: Så røg bil og kørekort

Indland

Store bededag markeres med lukkede skoler og fri til ansatte

Guldborgsund

Nu igen: Vej bukker under for vand