Sørens opråb satte gang i stor debat: Nu sænker de priserne

Søren Kaspersen Hansen har gjort opmærksom på, at det er dyrt for folkepensionister at køre Flexture. Movia indfører et forsøg, hvor prisen sænkes for de 40.000 passagerer. Foto: Anna C. Møh

Når man bor på Vestlolland og ikke har bil, er det både besværligt og dyrt at komme ind til de store byer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Søren Kaspersen Hansen er en glad mand. Han er super tilfreds med, at Movia som et forsøg vil indføre, at det bliver billigere at køre Flexture.

69-årige Søren Kaspersen Hansen har tidligere i Folketidende fortalt, hvordan han er afhængig af at kunne komme til Nakskov og Nykøbing med offentlig transport.

Han bor nær Kappel på Vestlolland, har ingen bil og efter rute 718 blev lavet om til skolebus, kan han ikke komme nogen vegne, når skolerne holder ferielukket.

Det eneste alternativ er at bestille en Flex-tur og det koster folkepensionisten 1.000 kroner om måneden at benytte sig af offentlig trafik, hvis han holder fast i sine gøremål i Nakskov og Nykøbing.

Udgift falder

Movias forsøg betyder, at Søren Kaspersen Hansens udgifter falder til 800 kroner om måneden.

- Jeg sætter pris på, at der gøres et forsøg på at afhjælpe de problemer, som nedlæggelsen af skolebussen har medført. Det er næppe for min skyld, at Movia har lavet forsøget, men det er mit indtryk, at mine synspunkter har gjort stort indtryk, siger Søren Kaspersen Hansen.

Han ville ønske sig, at de pensionister, der bor på landet og ikke har bil, kunne få lov til at benytte deres Rejsekort i en Flex-bus og dermed undgå at betale moms.

Hvis der indsættes en bus til pensionister i formiddagstimerne og scannere, som man bruger til Rejsekortet, installeres i Flex-taxa, kan Søren Kaspersen Hansen spare 25 procent på taxa-turen.

Søren Kaspersen Hansen og 40.000 andre buspassagerer vil det næste år kunne mærke, at det bliver billigere at køre Flexture.

I Lolland Kommune betyder forsøget, at prisen sættes ned fra 47 kroner til 27 kroner. I Guldborgsund falder starttaksten fra 62 kroner til 27 kroner.

Der er grænser for ensomhed

Flere gange om ugen kører han med den kollektive trafik til Nakskov eller Nykøbing, hvor han spiser morgenmad og frokost på sociale varmstuer.

For ham er samværet med andre mennesker helt afgørende - især når man bor alene på Vestlolland.

- Det betyder rigtig meget for mig. Det er en rimelig kvalificeret kompensation for det familieliv, jeg ikke har, siger han.

Hvorfor bliver du ikke bare derhjemme?

Søren Kaspersen Hansen bor nær Kappel på Vestlolland. Da han flyttede dertil i 2002, var der masser af busafgange på hverdage og sågar helligdage. I dag er bussen lavet om til skolebus, og den kører ikke i skolernes ferier. Foto: Anna C. Møhl

- Der er grænser for, hvor meget ensomhed et menneske kan tåle. Der er jo nogle, som bliver kugleskøre af at være alene, siger han.

Som jurist gør Søren Kaspersen Hansen sig mange tanker om, hvordan man kan indrette tingene anderledes.

Han er frivillig på turistbureauet i Nakskov og ser, hvor mange udenlandske turister, der besøger landsdelen.

De burde kunne få et godt tilbud på et kort, der giver adgang til den kollektive trafik, når de holder ferie på Lolland.

Det er en rimelig kvalificeret kompensation for det familieliv, jeg ikke har.

Søren Kaspersen Hansen

- Hvis der er behov for at oversætte det til tysk, stiller jeg mig gerne til rådighed, siger han.

Søren Kaspersen Hansen er nemlig ikke blot jurist. Han er også beskikket dansk-oversætter i den nordtyske by Kiel.

Læs også: Sørens opråb om manglende busser satte gang i stor debat