Søren er afhængig af bussen: Den kører, når der er passagerer, siger formand

Søren Kaspersen Hansen kan kigge længe efter bussen. Han bor på landet og har ikke bil, så han har behov for flere busafgange. Foto: Anna C. Møhl

Formand for byrådet Klima-, teknik- og miljøudvalg, Tine Vinther Clausen (V), mener, at tomme busser hører fortiden til.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kan man forvente, at den kollektive drøner derudad, når man har behov for at blive transporteret fra A til B?

Det mener formand for byrådet Klima-, teknik- og miljøudvalg, Tine Vinther Clausen (V), ikke at man kan.

Søren Kaspersen Hansen bor nær Kappel på Vestlolland og er helt afhængig af at kunne komme til Nakskov og Nykøbing med offentlig transport.

Han har ingen bil, og efter rute 718 blev lavet om til skolebus, kan han ikke komme nogen vegne, når skolerne holder ferielukket. Med mindre han bestiller en Flex-taxa, som er en meget dyrere løsning.

For dyr løsning

Det har afgørende betydning for Søren Kaspersen Hansen, at han kan besøge Frelsens Hærs værested i Nakskov og Kirkens Korshærs værested i Nykøbing, hvor han får et måltid mad og kan omgås andre mennesker. Han undgår at være alene og nævner også, at ensomhed kan friste nogen til at tage et glas vin.

Tine Vinther Clausen vil ikke kommentere Søren Kaspersen Hansens situation. Men hun siger, at der arbejdes på at udvikle nye metoder, så busserne ikke kører på bestemte tidspunkter, men når passagererne har behov for dem.

- Tomme busser er alt for dyr en løsning for os alle sammen og vi skal have busserne til at køre, når mennesker skal flyttes, siger hun.

Bestil bussen

De fleste er vant til, at bussen kører efter en fast køreplan, på faste tidspunkter, i faste ruter og med faste stoppesteder. Men tænk, hvis bussen kørte efter din køreplan.

Movia tester for tiden en bus-på-bestilling i Haslev for at tilgodese dem, der har behov for kollektiv transport i landdistrikterne. Bussen kører kun, når når nogen har bestilt en tur. Nærbusserne kører derfor også uden fast rute eller køreplan, og kan standse og sætte passagererne af ved alle stoppestederne i et område nær Haslev.

Tine Vinther Clausen nævner bus-på-bestilling forsøget som en mulighed for at skabe bedre kollektiv trafik i landdistrikterne.

- Busserne skal køre, når der er et behov og ikke kun pr. automatik, siger hun.

Busserne skal køre, når der er et behov og ikke kun pr. automatik.

Tine Vinther Clausen