Står klar til at købe: Nu forhandles der om Troels Jørgensens fremtid

Mia Jørgensen måtte i sidste uge begære Troels Jørgensen A/S konkurs. Arkivfoto: Jan Knudsen

- Nu arbejder vi på at minimere tabene mest muligt og sikre arbejdspladser og aktiver, fortæller Anders Roug, der er advokat og partner hos Holst Advokater og kurator i sagen om Troels Jørgensen A/S' konkurs.

Offentliggjort Sidst opdateret

I sidste uge måtte det store lollandske entreprenørfirma Troels Jørgensen A/S fra Kettinge kaste håndklædet i ring og meddele, at det var begæret konkurs.

- Det er rigtig kedeligt. Det har været hele mit liv, og jeg har kæmpet med det i en række år, men vi havde ligesom udtøm alle muligheder, så vi har indgivet konkursbegæring i aftes, lød det fra Mia Jørgensen, der er direktør i firmaet.

Og nu står en eller flere virksomheder altså klar til at overtage konkursboet.

Det fortæller Anders Roug, der er advokat og partner hos Holst Advokater og kurator i sagen.

På nuværende tidspunkt ønsker han ikke at oplyse, om der er tale om en eller flere virksomheder, der kunne overveje at købe ind på konkursboet.

Han kan ligeledes ikke fortælle, om det drejer sig om hele forretninger eller blot dele af den.

- Nu arbejder vi på at minimere tabene mest muligt og sikre arbejdspladser og aktiver, siger Anders Roug.

Rammer flere byggeprojekter

Anders Roug kan på nuværende tidspunkt ikke komme ind på, hvad der er skyld i, at Troels Jørgensen A/S nu har drejet nøglen om.

- Vi er ved at få overblik over situationen, og arbejder på at kunne sælge virksomheder, fortæller han.

Firmaet er blandt de største og mest kendte entreprenørselskaber på Lolland-Falster og har i perioder beskæftiget mere end 100 ansatte.

- Vi har været 60 i en del tid, men er nok snarere 50 nu, for en del er hjemsendt, fordi vi ikke havde så meget at lave i begyndelsen af året, fortalte Mia Jørgensen i sidste uge.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Sådan ser byggeriet af Museum Lolland-Falsters nye magasin ud i øjeblikket. Foto: Rikke Folm Berg

Konkursen betyder nu også, at flere store byggeprojekter er blevet sat på pause, mens konkurssagen kører.

Blandt de større igangværende byggeprojekter er et nyt museumsmagasin til Museum Lolland-Falster, sognegården i Væggerløse og renoveringen af Christianssæde Slot.

- På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige, hvad der kommer til at ske, og hvem der kommer til at køre dem videre, siger Anders Roug.

Læs også:

Det store lollandske entreprenørfirma Troels Jørgensen A/S fra Kettinge er begæret konkurs

Troels Jørgensen konkurs – igen: Sker på næsten samme dato

Troels Jørgensen A/S' konkurs skaber ikke panik hos Væggerløse Sogn

Ærgerlig slotsejer efter konkurs: - Vi bliver færdige alligevel

Troels Jørgensen A/S-konkurs bremser byggeri af museumsmagasin ved Maribo