DSB og minister skyder vestlollandsk togdrøm ned

Drømmen om en direkte togforbindelse mellem Nakskov og København er blevet aflyst. I hvert fald for denne gang. Billedet herover viser aflysninger på Lollandsbanen og er taget ved en tidligere lejlighed. Arkivfoto: Claus Hansen

Region Sjællands ambition om at få direkte togforbindelse mellem Nakskov og København er blevet rangeret ud på et sidespor.

Offentliggjort Sidst opdateret

En direkte togforbindelse mellem Nakskov og København - om ikke andet så på forsøgsbasis - har længe været et ønske hos Region Sjælland og givetvis også hos en del lollandske pendlere.

Men drømmen ser ikke ud til at blive til virkelighed. I hvert fald ikke foreløbig.

Når politikerne i udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde i Region Sjælland mødes på tirsdag, bliver det med et punkt på dagsordenen, der handler om Transportministeriets svar på regionens henvendelse.

Da Folketidende skrev om sagen i begyndelsen af september sidste år, viste transportminister Thoma Danielsen (V) stor forståelse for ønsket.

Og både Movia og Lokaltog - der driver Lollandsbanen - vurderede, at det godt kan lade sig gøre. De foreslog at en enkelt vogn i IC3-togsættene, der kører mellem København og Nykøbing, kobles af og på i Nykøbing og tager turen til og fra Nakskov.

Movia og Lokaltog skønnede også, at DSB råder over togvogne nok til, at det kan lade sig gøre. Men det mener DSB ikke.

- DSB kan ikke anbefale ...

Få dage efter, at Folketidende skrev om sagen i september, fik Transportministeriet svar fra DSB:

- DSB kan ikke anbefale, at den skitserede forsøgsordning implementeres, da den kun vil kunne realiseres i en kort periode, kun inkludere op til to afgange morgen og aften samt medføre et større administrativt træk samt ekstra omkostninger, skriver DSB blandt andet i svaret, som er vedhæftet dagsordenen til tirsdagens møde i regionen.

Udover at DSB kun råder over ganske få ledige tog til opgaven, peger man også på forhold som uddannelse og sikkerhed, der efter DSB's opfattelse trækker i den gale retning.

- DSB skal bruge ressourcer på at håndtere en række uddannelses- og sikkerhedsaspekter i forhold til at etablere en forsøgsordning med direkte tog mellem Nakskov og København.

- DSB bruger i øjeblikket mange ressourcer på at forberede implementeringen af både Talgo-vogne og IC5 i den danske trafik. Kørslen til og fra Nakskov vil udfordre både DSB’s personaleplanlægning og uddannelsesplanlægning i forhold til at sikre, at lokomotivførernes kompetencer kan blive vedligeholdt, skriver DSB blandt andet.

Afslag fra minister

Så selvom, transportministeren stadig har forståelse for Region Sjællands ønske om en direkte togforbindelse fra Vestlolland til hovedstaden, så bliver det ikke til mere i denne omgang.

- Jeg har stor forståelse for ønsket om at få en forbedret togbetjening på Lolland-Falster, men jeg kan desværre ikke imødekomme ønsket på baggrund af den faglige anbefaling fra DSB.

- Dette også henset til, at en direkte togforbindelse mellem København og Nakskov kun vil kunne køre med meget få afgange og alene frem til at DSB påbegynder indsættelsen af de nye elektriske IC5-togsæt fra 2028, skeriver Thomas Danielsen i et svar til regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S).

Men Region Sjællands embedsfolk har ikke givet helt op. Her ser man nemlig ikke afslaget som en blank afvisning, men mere principielt begrundet af hensyn til de mange store investeringsprojekter på det danske jernbanenet i de kommende år.

- På den baggrund anbefaler administrationen, at der rettes henvendelse til transportministeren med forslag om, at DSB og Movia/Lokaltog afklarer mulighederne for den praktiske håndtering af et eventuelt forsøg som grundlag for en fornyet overvejelse, skriver administrationen i sagsfremstillingen.

Sagen er på udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejdes dagsorden på tirsdag som en orienteringssag.

Læs også:

Stor forståelse for ønske om direkte tog mellem Nakskov og København

Alle står sammen: Nu lægger de nyt pres på