Fattig kommune: Har værdipapirer for over 100 millioner kroner

- Det er jo ikke fordi, vi svømmer i penge, siger kommunaldirektør Thomas Knudsen. Foto: David Arnholm

Lolland Kommune ejer aktier og obligationer for omkring 110 millioner kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND: ”Lolland Kommune kan mangle penge til ansattes løn”. Sådan skrev Folketidende i august, efter at borgmester Holger Schou Rasmusen og økonomidirektør Thomas du Plessis de Richelieu advarede om, at der var ved at være lavvande i kassen.

Men nu viser en undersøgelse foretaget af Gravercentret og Danwatch, at Lolland Kommune ejer aktier og obligationer til en anslået værdi på lidt over 110 millioner kroner.

Må ikke eje aktier direkte

  • Kommuner og regioner må ikke investere direkte i aktier.
  • De må dog godt investere indirekte via investeringsforeninger, som blandt andet investerer i aktier.
  • Det er altså investeringsforeningerne, der vælger de enkelte værdipapirer, men kommunerne og regionerne har selvsagt mulighed for at stille krav om, hvad der må og ikke må investeres i for deres penge.

- Det er jo ikke, fordi vi svømmer i penge, siger kommunaldirektør Thomas Knudsen og forklarer, at en del af pengene er båndlagte.

Det vil overraske mig, hvis Jyske Bank har købt papirer på vores vegne, som ikke lever op til de almindelige regler.

Thomas Knudsen, kommunaldirektør

- Vi har en hel del deponeringer i forbindelse med leasing- og lejeaftaler, og de penge kan du jo ligeså godt sætte i et eller andet, der trækker et par procent rente, for de skal jo bare stå og blomstre alligevel, siger han.

Standardbestemmelser

Thomas Knudsen forklarer, at det er Jyske Bank, som er Lolland Kommunes bank og står for kommunens investeringer i værdipapirer. Og at investeringerne også er et redskab til at styre kommunens likviditet.

- På bankens rådgivning og for at få en effektiv styring af likviditet har vi både en kassekredit og investeringer for at få et bedre flow, siger han og fortæller, at kommunen ikke har en egentlig politik for investeringerne.

- Den eneste regel, vi har formuleret, er den, der også er stadfæstet i gældende lovgivning om kommunens anbringelser af likvider og aktiver. Der er også nogle regler for, hvor meget risiko vi kan løbe. Men det er standardbestemmelser og ikke noget, vi selv har fundet på, siger han og tilføjer:

- Det vil overraske mig, hvis Jyske Bank har købt papirer på vores vegne, som ikke lever op til de almindelige regler. Men der kan selvfølgelig godt være noget i brancher, som ikke alle holder lige meget af.

Læs også:

Mens borgerne kæmper med overvægt: Kommunen investerer i McDonald’s, Coca-Cola og Pepsi

Våben og fossile brændstoffer: Kommune har investeret millioner i sortlistede selskaber

Lolland Kommune investerer i kul, våben og gambling: Borgmester er forundret