Efter Lars Bojes nye parti: Lokalliste tvunget ud i bogstav-leg
Henning A. Rasmussen, byrådsmedlem valgt for Din Stemme, kalder det bøvlet at skifte bogstav på valgplakaterne. Arkivfoto: Anna C. Møhl
Anna C. Møhl
Det helt nye Borgernes Parti vil i folketinget. Lokallisten Din Stemme skal gennemgå alfabetet for at finde et bogstav, der ikke er belastet af historien eller taget af et andet parti.
Det er ikke første gang. Det er heller ikke anden gang.
For tredje gang skal lokallisten Din Stemme gennemgå alfabetet for at finde det listebogstav, der skal stå på stemmesedlen ved kommunalvalget 18. november.
Folketingsmedlem, løsgænger og formand for Borgernes Parti, Lars Boje Mathiesen, har nemlig valgt og fået godkendt, at H skal være det nye partis listebogstav på stemmesedlen ved næste folketingsvalg. Opstillingsberettigede til folketinget overtrumfer lister, der stiller op til regions- og kommunalvalg.
Paludan snuppede P
Da Din Stemme første gang stillede op til byrådet i 2017, var det med bogstavet P. Men listen blev snigløbet af Rasmus Paludan og Stram Kurs, som snuppede alfabetets 16. bogstav.
Din Stemme måtte skifte hest til H og nu er det igen et nyt parti, der render med lokallistens varemærke.
Henning A. Rasmussen fra Din Stemme kaldet det bøvlet at skulle skifte bogstav så mange gange.
Tror du ikke, at vælgerne er ligeglade med, hvilket bogstav I har?
- Jo, sikkert. Men det giver en del problemer med valgmaterialet, når vi skifter bogstav. Det er lidt bøvlet at være lokalliste, når vi først får vores bogstav kort tid inden valget. Der er noget gymnastik i det, siger han.
Det er fjollet og komisk, at vi skal til det igen, men vi griner af det.
Marie-Louise Brehm Nielsen, Din Stemme, byrådsmedlem
Din Stemme har endnu ikke valgt sit nye bogstav.
- Der kan jo stadig være lister, der stiller op til næste folketingsvalg. Men vi vil kigge alfabetet igennem for at se, hvilke bogstaver, der er ledige, siger Henning A. Rasmussen.
P - nej tak
Marie-Louise Brehm Nielsen, der også repræsenterer Din Stemme i byrådet, glæder sig til igen at lege med bogstaverne.
Venlige byrådskolleger har budt ind med flere forslag. Blandt andet I, som allerede er taget af Liberal Alliance. Eller P, som Din Stemme havde succes med i 2017.
- Nej tak, vi har ikke behov for at få det tilbage fra Stram Kurs. Det er fjollet og komisk, at vi skal til det igen, men vi griner af det, siger Marie-Louise Brehm Nielsen.
Veganere spiste G
Hun minder om, at det ikke kun er Din Stemme, der skal kunne sit alfabet på fingrene.
I Guldborgsund Kommune måtte Guldborgsundlisten i 2020 afgive deres G, som blev hapset af Veganerpartiet, der stillede op til folketinget.
Det ramte Guldborgsundlisten med 11 mandater og den daværende borgmester John Brædder.