Friskoledrøm lever videre: Nu bliver der stiftet en forening

Til sommer er det slut med skoler i Horslunde. Men en gruppe borgere i området arbejder ihærdigt på at etablere et nyt skoletilbud i byen. Arkivfoto: Marianne Knudsen

Planerne om at oprette en friskole - eller et andet skoletilbud - på ruinerne af de lukningsdømte skoler i Horslunde lever i bedste velgående.

Offentliggjort Sidst opdateret

HORSLUNDE: Drømmen om at åbne en friskole i Horslunde som erstatning for realskolen, der gik konkurs, og folkeskolen, der lukker til sommer, lever videre. Og nu er der nyt i sagen, fortæller Lasse Præstegaard, der kom med forslaget om at åbne en friskole i byen.

- Vi har lige oprettet en forening i torsdags - Skolegruppen 4913, og vi holder stiftende generalforsamling i uge 8, fortæller han.

- Det, vi er i tvivl om lige nu, er, om foreningens formål skal være at danne en skole selv eller understøtte andre, der vil lave en skole i Horslunde - eller begge dele, tilføjer han.

Og der er flere mulige scenarier i spil, fortæller han.

- Der er også dukket et ønske op om at oprette en alternativ skole. Vi har hørt fra en gruppe forældre, som i øjeblikket hjemmeunderviser deres børn, så nu prøver vi at undersøge, om det kan lade sig gøre at skabe en skole, hvor tingene foregår mere på børnenes præmisser og uden den traditionelle klasseopdeling.

- Det er ikke nødvendigvis noget, jeg kan se mine egne børn i, men jeg er sikker på, at der er et marked for det, Jeg tror, det vil være en god strategi for Lolland, hvis vi kan tilbyde sådan en skoletype, siger Lasse Præstegaard, der selv er far til to børn, der gik på Horslunde Realskole.

Ifølge Folketidendes oplysninger er Stenoskolen i Nakskov muligvis også interesseret i at åbne et skoletilbud i Horslunde, og der har også været tanker fremme om at åbne en Rudolf Steiner-skole.

Men i første omgang skal der altså stiftes en forening. Tid og sted for den stiftende generalforsamling er endnu ikke endeligt på plads, men Lasse Præstegaard forventer at kunne melde noget ud snart.

Gruppen bag den nye forening består ifølge Lasse Præstegaard foreløbig af 12 personer.

Læs også:

Lasse frygter lokal katastrofe: Foreslår alternativ til skoleløs landsby

Bestormet med henvendelser: Borgermøde på vej om ny friskole

Klapsalver og gråd: Hundredvis mødtes efter skolekonkurs