Midt i omstridt renovering: Boligforening skifter leder - igen

Den omstridte renovering af Sognefogedvænget er i fuld sving. Illustration: Friis Andersen arkitekter

Boligforening lufter ud på chefgangen. Chefen nåede at være ansat i otte måneder, før han blev opsagt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Opdateret 24. januar 2024: Tidligere fremgik det af billedteksten, at Boligforeningen Lolland står for udlejningen af de nye boliger, der skal erstatte de gamle og utidssvarende boliger. Men Boligforeningen Lolland har ikke noget at gøre med byggeriet i Sognefogedvænget. Det har til gengæld Boligselskabet Sognefogedvænget, der er et selvstændigt boligselskab, der har administrationsaftale med Boligkontoret Danmark. Der er altså tale om to forskellige boligselskaber.

Der er blevet skiftet ud i ledelsen i Boligforeningen Lolland. Igen.

Den øverste leder, David Noval, nåede at bestride sin post i boligselskabet i otte måneder, før han blev afskediget.

Selv om David Noval stadig står som chef på Boligforeningen Lollands hjemmeside, så har han ikke været på arbejde siden årsskiftet.

Jeg varetager ikke længere boligforeningens interesser.

David Noval, tidligere chef, Boligforeningen Lolland

Opsagt

David Noval siger til Folketidende, at han er blevet opsagt med virkning fra årsskiftet.

- Jeg varetager ikke længere boligforeningens interesser, siger han og vil ikke sige mere end, at han leder efter nyt arbejde og er optimistisk.

I øvrigt henviser han til Boligkontoret Danmark, som er administrator for den lokale boligforening.

Lufter ud

Udluftningen på chefgangen er ikke den første af sin slags. I 2021 blev der skiftet ud i ledelsen og så sent som i maj 2024 blev Niels Michelsen skiftet ud med David Noval.

Nu er situationen omvendt.

David Noval er dømt ude, og Niels Michelsen er tilbage som leder af Boligforeningen Lolland.

Til overs

Kim Johansen, Boligkontoret Danmarks regionsdirektør Vest, oplyser, at i forbindelse med chefskiftet på kontoret i Maribo, er der blevet en chef til overs.

- Der er ikke så meget hokus-pokus i det. Det er et dårligt udfald for David (Noval, red.), men et godt udfald for Boligforeningen Lolland, siger Kim Johansen.