Specialskolen er take it or leave it

LOLLAND De fire forældre kan simpelthen ikke få deres opfattelse af, hvordan det er fat i Specialskolen Lolland til at stemme overens med de meldinger, de har fået fra lærerne og pædagogerne, og så det, ledelsen adspurgt af Folketidende har givet udtryk for.

Selv oplever de forringelser. Lærerne og pædagogerne bekræfter det, men ledelsen afviser det.

De fire forældre har derfor sat sig sammen om et bord for at fortælle om, hvad det er, de oplever, der sker med deres børns hverdag og skolegang.

De gør det, fordi de ikke føler, at de kan få hul igennem til ledelsen. De gør det sammen, fordi de ved, at en enkelt af dem alt for nemt vil kunne affejes som et enkeltstående tilfælde og en enkeltsag, der ikke kan kommenteres. Og de gør det, fordi de gerne vil vise, at der bag skolebestyrelsens indsats for at få belyst og afhjulpet problemerne gemmer sig rigtige mennesker, hvis allerede krævende livssituationer absolut ikke kalder på ekstra udfordringer.

- Når vi skal kæmpe med skolen, er det tid, der går fra vores børn, siger Rikke Østfeldt-Witt.

Hun og de andre føler sig ganske fastlåst. For mens utilfredse forældre til børn i almen skole kan flytte deres børn til et andet skoletilbud i kommunen, så er der ikke andre tilbud til deres børn end det, de har fået.

- Det er take it or leave it, siger hun, og der nikkes rundt om bordet.

Netop derfor er det så afgørende, at tilbuddet, især det mest specialiserede på interventionstrappen af tilbud - centerafdelingen i Maribo - fungerer godt, og at skole-hjem-samarbejdet fungerer godt. Men det gør det ikke.

Det er der, ifølge forældrene - og i øvrigt også henvendelser til Folketidende fra anonyme kilder - mange grunde til.

Personale der bliver færre. Børnegrupper der bliver større. Det har gjort hverdagen hektisk, øget antallet af konflikter blandt eleverne og gjort relationsarbejdet mellem personale og børn mere overfladisk. Ydelser i form af fysioterapi og ergoterapi, som forældrene må kigge langt efter. Undervisning i fag, som fremgår af skoleskemaet, men ikke finder sted. Nødvendige hjælpemidler, der ikke sørges for anskaffelse af. Manglende overleveringer mellem skole og hjem om vigtige forhold, der vedrører børnenes medicinering og pleje.

- Når vi spørger ind til hjælpemidler til hørehandicap og træning, så får vi at vide, at det skal vi ikke blande os i, siger Karen Esmark Larsen.

Anne Petersen føler, hun kæmper en kamp, som kræver stadig mere af hende. For at få skolen til at notere datterens anfald af epilepsi korrekt, fordi det ellers kan blive fatalt for hende. For at få skolen til at hjælpe hende på toiletstolen i stedet for at lade hende tisse i en ble, fordi det er hurtigere og nemmere. For at få en talecomputer, så hun med sin mangel på verbalt sprog vil kunne få et sprog til at udtrykke basale ting, såsom jeg er tørstig.

- Vi snakker om vores børns trivsel, så hvorfor skal vi bruge så lang tid på det! Det gør mig ked af det og vred, siger hun.

Hun er den af de fire, der har haft et barn på skolen i længst tid, i 10 år, og hun mener, at forholdene på skolen er dybt problematiske.

- Der er sket en massiv forværring over tid, og det har aldrig været så dårligt som nu.

Forældrene oplever desuden ledelsen give udtryk for, at børnene ser glade ud, når de er i skole, så hvis noget er galt, er det nok derhjemme, der er noget galt.

Det både skræmmer og frustrerer forældrene, der føler, at de er oppe imod skolen med deres børn i stedet for sammen med skolen om deres børn.

Læs også artiklen: - Det er dyrt at starte en specialskole op

Efter flere måneder med kritik af specialskolen: Styrelser går nu ind i sagen