Kristina Rasmussen, der er indehaver af "Damernes og Herrernes Frisør Butik Kristina" i Søndergade 1 i Nakskov, er en ekstra glad kvinde i disse dage.
Efter hun som den første tilmeldte sig Lollands Banks nye initiativ kaldet "vinderbutikker", hvor den lokale bank sætter penge af til at hjælpe lokale erhvervsdrivende til at undgå at måtte dreje nøglen om for deres forretning og få et større overskud, har hun gået og ventet i spænding på, hvornår hun ville høre mere.
En måned gik der
Godt en måned skulle der gå, før hendes ønske gik i opfyldelse. Onsdag havde hun nemlig besøg af to folk fra konceptet "Vinderbutikker", der med Kristinas egne ord kom og "afhørte" hende, forventningsafstemte og lærte hinanden at kende. Tovholderen på projektet er Torsten Bo Jørgensen, der har skrevet bogen "Vinderbutikker", der fortæller om, hvordan 23 butikker over hele landet har haft succes ved at følge konkrete anbefalinger.
- Jeg blev mega glad, da jeg fik opkaldet om, at min butik skulle være med i projektet. Jeg havde jo besluttet mig, allerede da jeg så annoncen for ideen første gang, at det ville jeg være med til, og det havde jeg et stort ønske om. Så siden jeg afleverede sedlen med min tilmelding, har jeg håbet, de ville ringe dagen efter, lyder det med glæde i stemmen fra Nakskov-borgeren.
- Jeg har været spændt på deres besøg. Jeg havde forberedt mig godt før vores møde, men var spændt på, om jeg havde forberedt mig på det, de forventede. Men jeg synes, vi havde os en god snak. De fortalte, hvad det indebærer at være med, spurgte til vores værdier, hvad vi vil have ud af at være med og vores mål for projektet.
Gav os tryghed
- Vi afstemte forventninger, kan man sige. Jeg synes, de var enormt lyttende og tog sig tid til at høre, hvordan vi arbejder, vi fik stillet spørgsmål og fik givet udtryk for vores frustrationer i forhold til vores kunder, og hvordan vi gerne ville have hjælp.
Kristina RasmussenVi afstemte forventninger, kan man sige.
- De var nogle søde mennesker, og de kom med en positiv indstilling, smilede og var høflige, og det giver os en tryghed om, at det nok skal gå, fortæller Kristina Rasmussen.
I alt består forløbet af en fire-fem opfølgende samtaler, hvor folkene bag initiativet kommer ud til de forskellige butikker og løbende evaluerer og snakker sammen om eventuelle udfordringer, og hvordan de kan løses.
Laver køreplan
Men i første omgang er projektet kommet på skinner, og Kristina Rasmussen ser allerede frem til, at de får besøg af eksperterne igen næste gang.
- De tog en masse noter fra vores møde, og så er meningen, at vi bliver kontaktet igen om cirka tre uger, hvor vi får skabt et overblik, og de sender en slags køreplan med anbefalinger til, hvor vi kan skrue op. Og så må vi selv tage stilling til, hvilke af deres forslag vi vil gøre noget ved.
- Så vi har et møde i maj, hvor vi sammen snakker om deres foreslåede køreplan. Synes vi, den er realistisk, og så finder vi ud af det derfra. Men jeg vil klart sige, at vi fortsat er meget glade og positive over det her projekt, og nu vi venter vi blot glædeligt og spændt på at høre fra dem igen.