UDSKUDT IGEN: MADHØJSKOLE SØGER HJÆLP I FONDE

Madhøjskolen i Søllested planlægger at tage imod de første elever i januar 2024. Arkivfoto: Claus Hansen

Lollands Højskole er på udkig efter fonde, der vil skyde penge i gastronomi og bæredygtig dyrkning.

Offentliggjort Sidst opdateret

SØLLESTED: Først skulle Lollands Højskole åbne i januar 2023. Så blev åbningen udskudt til august 2023.

Nu oplyser skolen, at åbningen igen er udskudt et halvt år.

Men tredje gang kan være lykkens gang.

Skole godkendt

Madhøjskolen har nemlig fået den endelige godkendelse af Kulturministeriet og kan dermed få statstilskud. Godkendelsen betyder, at bygninger, indhold, budget og vedtægter lever op til ministeriets krav.

- Det er en milepæl, siger formanden for madhøjskolens bestyrelse, Beth Marie Larsen Hagemann.

Efter en lang ansøgningsproces med ministeriet kan skolen arbejde videre med at indrette bygningerne, så de er klar til det første hold elever.

Det er en milepæl.

Beth Marie Larsen Hagemann, formand for Lollands Højskole

Beth Marie Larsen Hagemann oplyser, at skolen en af de kommende dage sender ansøgninger afsted til fonde. Med statstilskuddet får Lollands Højskole nemlig den økonomiske rygdækning, der skal til for at søge fondsmidler.

- Det er meget spændende, men man skal godt nok have is i maven. Vi er nødt til at tro på det, men vi er også nødt til at være realistiske. Vi har lavet nogle gode forløb, så jeg tror på, at det nok skal lykkes, siger bestyrelsesformanden.

Om Lollands Højskole

Skolens fundament er blandt andet at arbejde med jord, bæredygtig dyrkning og mad fra jord og hav, skabe jobs og opmærksomhed om Lolland og trække eksperter og turister til Lolland. 

Højskolen retter sig mod kursister, der er interesserede i de perspektiver, som madens verden åbner samfundsmæssigt, jordbrugsfagligt, gastronomisk og naturvidenskabeligt.

Har ansøgere

Madhøjskolen har tidligere ledt efter en forstander, men ansøgningsforløbet blev sat på pause, da statstilskuddet endnu ikke var på plads.

Man skal godt nok have is i maven.

Beth Marie Larsen Hagemann, formand for Lollands Højskole

- Vi vil ikke slå en stilling op, når vi ikke ved, hvad vi kan tilbyde, siger bestyrelsens formand.

Hun oplyser, at skolen allerede har fået flere uopfordrede ansøgninger.

Køber bygningerne

Selv bygningerne, som Lollands Højskole råder over, er købt af Thomas Fabienke. Aftalen er, at skolen efter fem år i drift har sparet nok sammen til at købe dem.

Generalforsamling

Lollands Højskole holder generalforsamling onsdag 26. april klokken 19 på højskolen i Søllested, Højskolevej 79.

På programmet er blandt andet arbejdet med at få højskolen op at stå og de opgaver, der skal løses i den kommende tid. 

Lollands Højskole blev stiftet i april 2021.