Whitsun-underskud stiger, men formanden ryster ikke på hånden: - Festivalen består!
Andreas Just Karberg lader sig ikke gå på af, at Whitsun Festival kom ud af 2024 med et underskud på næsten 355.000 kroner. Han er allerede i gang med at planlægge næste års festival. Arkivfoto: Rikke Folm Berg
.
Pinse-festivalen Whitsun på Christianssæde har netop offentliggjort regnskabet for 2024. Underskuddet er højere end året før, men festivalens formand og grundlægger er ikke bekymret. Han er allerede i gang med forberedelserne til næste års festival.
Det er ikke lutter lagkage og skøn festivalstemning, når man kigger på den netop offentliggjorte årsrapport 2024 for Whitsun Festival.
Festivalen, der afvikles hvert år i pinsen i parken ved den gamle herregård Chrisitanssæde på Midtlolland, så dagens lys i 2022. Men indtil videre har det været svært at få indtægterne til at stå mål med udgifterne.
Sidste år kom festivalen ud med et underskud på 354.706 kroner. Det er lidt mere end i 2023, hvor underskuddet var på 327.260 kroner, og det betyder også, at egenkapitalen forringes, så den pr. 31. december 2024 var i minus med 655.995 kroner.
I en note skriver festivalens revisor, at: "Foreningens økonomiske situation indikerer usikkerhed om foreningens fortsatte drift."
I umiddelbar forlængelse heraf fremgår det dog, at underskuddet allerede er dækket ind via lån fra Christianssæde ApS og AJK Familieholding ApS, som er et selskab, der tegnes af festivalens formand og grundlægger Andreas Just Karberg og hans familie.
De to selskaber har tilsammen ydet lån på 1.250.000 kroner til støtte til gennemførelse af de planlagte aktiviteter for det kommende år.
Festivalen er altså ikke i fare, fastslår Andreas Just Karberg, der også er indehaver af Christianssæde.
- Vi glæder os til, at vi en dag kan begynde at uddele overskud, men der er vi jo ikke endnu. Der er mange, der har sagt, at det tager minimum tre år at bygge en festival op, og nu er det vores fjerde år i år, og jeg håber da, at vi kommer ud med et nul eller noget, der ligner et nul, siger han.
Skal have flere besøgende
Vejen til overskud handler primært om at øge antallet af festivalgæster.
- Vi skal simpelthen have flere besøgende, for omkostningerne er, som de er, og Christianssæde stiller alt gratis til rådighed, så det reelle underskud er måske større. Men vi vil gerne det her. Vi synes, det er rigtigt for stedet og omgivelserne at sprede den glæde og positivitet, som det her kan, fastslår Andreas Just Karberg.
Derfor bliver der heller ikke tale om at gå på kompromis med kvaliteten hverken i forhold til musik, mad, drikkevarer eller andet, selvom omkostningerne stiger.
- Vi skal have flere faste besøgende. Det er også derfor, vi satser meget på at gøre det til en lokal event på Lolland-Falster. Vi skal have nogle trofaste, loyale besøgende, som kommer igen år efter år, og som kan være med til at sikre, at der er en bæredygtig økonomi i det.
- Hvordan får man det?
- Det gør man ved at levere kvalitet - og holde fast i den kvalitet. Og det kommer vi ikke til at gå på kompromis med. Og så skal vi lære folk på Lolland-Falster at vænne sig til at komme til den her festival - og det tager noget tid. Nogle har måske også nogle faste pinsetraditioner, og der skal vi forsøge at lære dem at gøre Whitsun til pinsetraditionen i stedet.
- Vi har også opgraderet væsentligt på markedsføringen i år. Vi har reklamer på pylonerne, der står forskellige steder i Guldborgsund Kommune. Vi sætter også flere bannere op rundt omkring ved vejene, og vi har et godt samarbejde om reklamer med Folketidende, forklarer Andreas Just Karberg.
Whitsun har tidligere forsøgt at markedsføre festivalen på Sjælland også, men det gav ikke det ønskede udbytte. Derfor er det markedsføringsmæssige fokus i år endnu højere grad lagt på "hjemmebanen" Lolland-Falster.
Den øgede markedsføring har ifølge Andreas Just Karberg også haft en gavnlig effekt allerede.
- Billetsalget er cirka 25 procent højere nu, end det var på samme tidspunkt sidste år, og det er helt klart på grund af bedre og mere fokuseret markedsføring, påpeger han.
Ryster ikke på hånden
Og uanset, hvordan resultatet ender med at blive i år, så bliver der også en Whitsun Festival i 2026, fastslår formanden og grundlæggeren.
- Vi har allerede bestilt scenerne til 2026, og jeg er også i dialog omkring kunstnere til 2026, så vi kommer til at fortsætte. Der bliver ikke rystet på hånden der.
- Det er en del af det her lange, seje træk. Det er min familie og jeg meget fokuseret på, og vi har en fuld tro på det. Så det her kommer til at bestå. Det er der ingen tvivl om, siger Andreas Just Karberg.
Årets Whitsun Festival finder sted søndag 8. juni, og på plakaten er blandt andre navne som Andreas Odbjerg, Hugorm, Ida Laurberg og Birthe Kjær. Flere billetkategorier er allerede udsolgt.
Læs også:
Flot gestus: Giver 100 festival-billetter væk
Mads Langer-afløser fundet: X Factor-kendis spiller på lollandsk festival
Lykkelig formand: - Vi har haft flere end nogensinde