Mark O. klar med råd før OL-brag: - Det skal Turpal gøre

Mark O. Madsen (billedet) følger spændt med på telefonen, når Turpal Bisultanov skal i kamp ved OL onsdag. Arkivfoto: Jan Knudsen

Mark O. Madsen er til velgørenhedsarrangement på Smukfest i Skanderborg, men har mobilen klar, så han kan se Turpal Bisultanov bryde ved OL.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fysisk er han denne onsdag morgen netop ankommet til Skanderborg, hvor han skal deltage i et velgørenhedsarrangement med en række andre kendisser på Smukfest.

Men mentalt er den tidligere topbryder Mark O. Madsen fra Nykøbing til OL i Paris. For kort før middag går bryderen Turpal Bisultanov fra Nykøbing nemlig på måtten for at bryde mod Semen Sergeevich Novikov fra Bulgarien i 87-kilo klassen.

Mark O. Madsen kender Turpal rigtig godt, og den tidligere MMA-kæmper har, som nogle nok vil huske, selv deltaget i OL som bryder. Tilbage i 2016 vandt Mark O. Madsen sølv i Rio de Janeiro - den første OL-medalje til dansk brydning i 68 år.

Og han føler sig overbevist om, at Turpal Bisultanov kan blive den næste danske medaljevinder i brydning.

- Jeg har været i løbende dialog med Turpal og overgivet mine erfaringer til ham efter bedste evne. Det vigtigste, Turpal skal gøre i dag, er at være i nuet. Ikke tænke på hverken fortid eller fremtid, men løse sine rutiner og opgaver en for en i løbet af morgenen, indtil han står på måtten.

- Og så skal han sørge for at gå efter at vinde 15 sekunder ad gangen. Jeg ved godt, at en brydekamp varer seks minutter, men han skal tage det bid for bid, siger Mark O. Madsen.

10-20 procent bedre på konkurrencedage

Han er ikke bekymret for, om Turpal Bisultanov står dårligere, end han ellers ville have gjort, fordi han i første omgang missede kvalifikationen til OL og først kom med efter et afbud fra en anden bryder for en måneds tid siden.

- Jeg ved, at han har været utrolig disciplineret, og jeg kender både ham og hans bror, og de er altid 10-20 procent bedre på konkurrencedage, end de er til træning. Det ligger i deres konkurrencegen. De har et mindset, der gør dem ret unikke, når det kommer til kampsport.

Hvad skal vi forvente af Turpal?

- På en god dag kan han bryde med om medaljerne, og vi så jo til EM i fodbold i 1992, at man godt kan komme med på et afbud og vinde det hele alligevel. Så jeg håber på lidt af det samme her.

- Men det bliver svært, for til OL er det de bedste af de bedste, der mødes, og de kommer alle sammen i den bedste version af sig selv i fire år, siger Mark O. Madsen.

Efter planen skal Turpal Bisultanov i kamp klokken 11.30.

Læs også: Mark O. til kendis-bold på Smukfest: - Min første festival siden jeg var otte år