Nedbør over Melbourne afbrød Australian Open-finalen, der spilles færdig med tag over Rod Laver Arena.
Regnvejr afbrød lørdag morgen kvindernes finale mellem Serena Williams og Maria Sharapova ved Australian Open.
De to spillere måtte forlade banen i små 10 minutter, da nedbør satte ind over Melbourne.
På det tidspunkt havde kampen været i gang i omkring en halv time.
Den amerikanske favorit Serena Williams havde fået den bedste start med et servegennembrud i første parti. Stillingen var 3-2 til Williams, da kampen blev afbrudt.
Australian Open-arrangørerne rullede straks et tag hen over banen, så kampen kunne fortsætte indendøre.
Williams kom bedst ud efter den ufrivillige pause og vandt første sæt med 6-3.