Wembley Stadium i London bliver allerede om to år igen centrum for Champions League-finalen i fodbold.
Årets finale i Champions League blev spillet på Wembley Stadium i London, og det kommer til at ske igen allerede i 2013, meddeler det europæiske fodboldforbund (Uefa) på dets hjemmeside.
Værtskabet er tildelt det engelske stadion i anledning af 150-års-jubilæet for det engelske fodboldforbund (FA), fortæller Uefa-præsident Michel Platini på et pressemøde.
- Det kan virke noget ekstraordinært, men jeg mener, at det er vigtigt for os at respektere dette jubilæum, siger Michel Platini.
Champions League blev i år vundet af FC Barcelona, som slog Manchester United 3-1 i finalen på Wembley Stadium.
/ritzau/