Embedsmænd og soldater er blandt ofrene for en bilbombe i Mogadishu i Somalia.
Mindst fire mennesker har mistet livet, da en selvmordsbomber detonerede en bilbombe ved porten til en myndighedsbygning i Somalias hovedstad, Mogadishu.
Det fortæller politikaptajn Mohamed Hussein til nyhedsbureauet AP. Han oplyser, at eksplosionen er sket ved porten til hovedkvarteret for distriktets ledelse.
Ifølge Mohamed Hussein blev mindst syv andre såret. Det fremgår ikke, om selvmordsbomberen indgår i den opgørelse. De fleste sårede var embedsmænd og soldater, oplyser politikaptajnen.
Dødstallet kan stige, da en journalist fra AP har set mindst syv lig.
Det er det andet angreb på et distrikts ledelse på en måned. Tidligere har den islamistiske gruppe al-Shabab erklæret, at den står bag lignende angreb.