38-årig kvinde følte, at hendes barndom blev fjernet fra den ene dag til den anden, da Tyskland blev et land.
Jana Stiller Larsen blev rystet i sit østtyske barnehjerte, da et væld af fremmede dufte, smage og tv-programmer pludselig strømmede ind over grænsen fra vest til hendes hjemby Fürstenwalde for 25 år siden.
De østtyske borgere vandt friheden og tog afsked med det samfund, de kendte.
Sådan funderer den 38-årige kvinde, mor til to og butiksejer i Berlin, i dag om tiden før og efter genforeningen 3. oktober 1990 et år efter Berlinmurens fald.
- Min barndom blev fjernet. Min chokolade, mit slik, min tryghed, alt det jeg kendte fra dengang. Det fjernsyn, jeg så som barn. Det blev slukket og lavet om i løbet af et år, siger Jana Stiller Larsen.
Fra den ene dag til den anden kunne hun købe "alt det seje" fra Vesttyskland.
Men hendes forældre troede på styret i DDR, så da det brød sammen, og Tyskland blev én stat, var der ingen jubel i familiens hjem.
- Det føltes, som om det blev trukket ned over hovedet på os: De vesttyske principper, skolesystemet, deres varer, deres grundlov, deres penge. Det var jo ikke en genforening som sådan, siger Jana Stiller Larsen.
Mens de jævnaldrende i vest læste Anders And fra kapitalismens USA, så den østtyske pige den ungarske tegnefilm Pom Pom, der handlede om en langhåret hånddukke.
Butiksejeren med de østtyske rødder hører dog til et mindretal i DDR, mener Karl Christian Lammers, lektor emeritus i tysk og historie ved Københavns Universitet.
I 1990 viste det første frie valg i DDR, at østtyskerne ville af med det kommunistiske styre.
- De, der ønskede at bevare DDR, var jo ofte tilknyttet statsapparatet og mente, at der var fordele ved styret, siger Karl Christian Lammers.
- De andre ville befris for formynderiet og ville være en del af det velstående Tyskland, som de blev udelukket fra, da DDR blev oprettet.
I den anden ende af Berlin har 48-årige Katrin Lück dækket op med kaffe og æblekage i sin stue, hvor hendes mor, Anita Cölle-Lück, er på besøg.
De bor begge i det polerede Wilmersdorf i Vestberlin, hvor lindetræer står langs de brede, stille gader. Kvarteret blev netop Anita Cölle-Lücks redning, da hun som 15-årig og politisk flygtning kom med toget til Vestberlin fra Østtyskland.
Ligesom sin far var hun kritisk over for systemet, og hendes mor advarede hende gang på gang om, at det var farligt at snakke for meget.
- Jeg har et problem med det, når nogle østtyskere siger, at livet var meget bedre i DDR, siger hun og slår ud med armene.
Mange tyskere, især de unge, tænker ikke længere over, om folk kommer fra øst eller vest.
- Jeg tænker ikke over, om folk er fra øst eller vest, og jeg spørger ikke om det, siger den 34-årige grafiker Denny Mütrix på gaden i Berlin.
Jana Stiller Larsen har også vænnet sig til sit nye liv i bydelen Friedrichshain, hvor hun snart kan tælle dagens omsætning for at tage i Ikea med sin 11-årige datter.
- Selvom genforeningen tog en masse fra mig og efter min mening skete alt for hurtigt, er jeg jo utroligt taknemmelig for det liv, jeg har fået, siger hun.