Knap halvdelen af alle Airbus A380-passagerfly skal tjekkes, efter der er fundet sprækker i vingerne.
Superjumboen A380, der er verdens største passagerfly, bør få kontrolleret vingerne.
Det anbefaler det europæiske luftfartssikkerhedsagentur (EASA), efter der er fundet sprækker i vingerne på to fly.
- Hvis denne tilstand ikke opdages og udbedres, kan den på sigt føre til strukturelle skader på flyet, lyder det i en meddelelse fra agenturet.
På verdensplan findes 67 fly af typen Airbus A380. Størstedelen af dem har Singapore Airlines i sin flåde, men også Emirates, Qantas, Air France, Lufthansa og China Southern kan tilbyde sine kunder en tur i superjumboen.
En kilde med kendskab til sagen siger til nyhedsbureauet AFP, at ni ud af de 67 fly skal til kontrol inden for de kommende fire dage, og yderligere 21 fly skal have vingerne tjekket inden for de kommende seks uger.
Airbus har tidligere sagt, at de sprækker, der var opdaget i vingerne på de to fly, ikke bringer sikkerheden i fare.
/ritzau/AFP