Niceville garanterer grin og tårer

Bland to dele drama og én del komedie. Ryst godt og hæld blandingen i det filmiske glas som repræsenterer 1960’ernes raceuroligheder i USA. Læn dig derefter tilbage i sædet og lad drinken glide ned gennem et sugerør af solide skuespilpræstationer. Lyder det som en cocktail for dig? Så skal du ind og se ”Niceville”.

I byen Jackson i sydstaten Mississippi vimser de hvide overklassefruer rundt til deres te-selskaber og velgørenhedsballer, mens deres sorte stuepiger klarer madlavning, børnepasning, rengøring – ja, faktisk stort set alt. Fruerne uddeler opgaver, og stuepigerne adlyder med nedslåede øjne og et ”yes, ma’am”.

Mens fruerne i byen bekymrer sig om banaliteter, som hvordan deres kjoler ser ud, og om håret sidder perfekt, så kæmper stuepigerne med helt andre og større problemer: Aibileen (Viola Davis)sørger over sin døde søn. Minny (Octavia Spencer) bliver slået af sin mand. Og Yule Mae (Aunjanue Ellis) har to sønner, som studerer, men hun har kun råd til at lade den ene af dem fortsætte.

Da den unge og ambitiøse journalist miss Skeeter (Emma Stone) kommer hjem fra sine studier, sætter hun sig for at skrive en bog om stuepigernes strabadser i hverdagen – fortalt med stuepigernes egne stemmer. Stemmer, der aldrig før er blevet hørt.
Efter flere forsøg får hun endelig overtalt Aibileen til at være med i borgen. I takt med at livet som sort (kvinde) bliver mere og mere undertrykt, melder flere af byens stuepiger sig til at optræde i bogen.

Endelig bliver bogen sendt på gaden. Men selvom kvinderne optræder under alias, og byens navn er ændret til det tilforladelige ”Niceville”, så kan byens fruer sagtens genkende sig selv i bogen. Den perfekte overflade smuldrer - og afslører et ”Niceville”, som er alt andet end ”nice”…

”Niceville” kræver - og fortjener - tid fra sit publikum. Men filmens 147 minutter er godt investeret. På biograflærredet serverer filmen blandt andet temaer som racisme, venskab, mod og identitet, og med dem følger både grin og tårer. Det er i høj grad en kvindefilm, men en god én af slagsen.

Skuespilpræstationerne er fænomenale, især de ledende. Emma Stone spiller sin karakter miss Skeeter meget overbevisende, og det er en fornøjelse at se, hvordan hun udvikler og modner rollen gennem hele filmen. Octavia Spencer spiller en af de andre store roller, den rapkæftede stuepige Minny, og det er ikke til at lade være med at heppe på hende i biografsædet, når hun svarer de hvide fruer igen. Og så lægger hun op til biografsalens største grin i en af filmens nøglescener, hvor omdrejningspunktet er en tærte med en – nå ja – alternativ ingrediens. 

”Niceville” er bestemt ikke letbenet underholdning. Filmen udfordrer sin tilskuer og forlanger dennes fulde opmærksomhed. Men hvis du kan acceptere de krav, så venter der dig en garanteret god oplevelse i biografsalens mørke.