Bilist ville ikke opgive navn efter påkørsel.
En 59-årig knallertkører slap tirsdag eftermiddag heldigt fra et sammenstød med en bil på Nykøbingvej ved Nørre Alslev.
Knallertkøreren kom klokken 15.30 kørende på den dobbeltrettede cykelsti på Nykøbingvej mod nord. Fra en sidevej kom en bil, der ifølge politiet ikke overholdt sin ubetingede vigepligt, og knallerten ramte bilen.
Manden på knallerten gled ind under bilen, men kom i følge lokalpolitiet ikke noget til.
Bilisten standsede, men ville ikke opgive sit navn. Derimod opgav han sit registreringsnummer.
Ifølge politiet er ejeren af bilen en 20-årig mand, men man ved ikke, om det var ham, der førte bilen under uheldet.