Forsøgte forgæves genoplivning.
En 57-årig mand fra Nykøbing afgik mandag ved døden efter at have været ude for en arbejdsulykke.
Ulykken skete klokken 9.20 ombord på en fiskekutter, som på det tidspunkt befandt sig en times sejlads fra Kragenæs Havn.
Ulykken opstod ved, at manden fik en 300-400 kilo tung jerntromle i hovedet, da den, i forbindelse med hans arbejde, sprang af en kran.
Manden røg over bord, men blev hevet op igen af de andre ombordværende. De forsøgte at lave genoplivning, men uden held.
Efter at have slået alarm sejlede de fiskekutteren til Kragenæs Havn, hvor lægehelikopter og ambulance ventede.
Søfartsstyrelsen skal nu udrede det præcise hændelsesforløb i forbindelse med arbejdsulykken.