”En dag så klar og blå!
Den sol vi vented på
var kommet, men den lyste som i blinde.
Betvunget, smertestum
lå Danmark sluttet krum,
så dybt i kval og nød som ingensinde.”
Sådan skriver Otto Gelsted i 1940 i hans digt ”De mørke fugle.” Digtet er skrevet i tiden efter, at nazisterne indtog Danmark. Digtet består af tre strofer, hvor man indirekte tydeligt kan mærke Ottos store mistillid til den nye værnemagt. Men samtidig med at vi er blevet præsenteret for Ottos tankegang, kan vi med vores moderne øjne her i år 2020 genkende fortællingen om folkestemningen og fædrelandskærligheden, der er blevet os fortalt i både historietimerene og af familie, venner og bekendte, som har anekdoter fra tiden. Nogle har måske endda oplevet det slev.
Danmark var noget, vi pludselig så mere vigtigt end nogensinde før. Derfor samlede danskere sig i sang og flere lod deres utilfredshed give lyd fra sig i modstandsbevægelsen. Efter besættelsen brænde danskerne deres mørklægningsgardiner og festede, nu hvor Danmark atter blev frit.
Den dag i dag sætter vi stadigvæk lys i vinduet den 4. maj for at mindes den tid. En tid der var fyldt med skræk, grimme oplevelser og frihedsberøvelse. Men dog med et folk der samlede sig og skabte en patriotisk sammenslutning, eller for at bruge et andet begreb ”fædrelandskærlighed.”
I disse dage sidder alle danskere med en hel ny hverdag, i en hel ny verden. Flere folk kan ikke gå på arbejde. Dem der stadigvæk gør, yder en indsats helt unik og smuk, med nye regler de skal indrette sig efter, og et pres de normalt heller ikke ser hver dag. Børn og unge kan ikke gå i skole eller andre former for dagtilbud, og de ældste borgere kan ikke se børn og børnebørn, så de kan undgå en unødvendig smitte. Dette er en uvant og ubehagelig situation, som vi nok aldrig kommer til at se mage til igen. Et Danmark der er lukket ned for vores fælles sundheds skyld.
De fem lange år tilbage i 40’erne er ikke til at sammenligne med den store corona-pandemi i dag. Anden verdenskrig var et helt andet tilfælde, med krig, død og ødelæggelse, som vi forhåbentlig heller aldrig skal opleve igen. Men vi er i en uønsket situation nu, selvom fuglene er på deres tilbagetog hen over Danmark og solen skinner. Som Otto Gelsted skriver: ”Den sol vi vented på var kommet, men den lyste som i blinde.” Vi har gennem vinteren ventet, på solens varme stråler atter skulle skinne på os. Nu er den her, men vi kan ikke nyde den på den måde, vi ellers gerne ville. Men selvom det ser sort ud, og lyset kan opleves svindende, kan man hver morgen samle sig foran fjernsynet, og synge med Phillip Faber. Her samles vi danskere på afstand om den danske sangskat. Dertil er der også fællessang fredag aften på DR1 igen med Phillip Faber og også Mads Steffensen. Dette er blot det man kan finde på DR1. Om aften samles op til flere danskere på afstand for at synge og larme for alle de seje danskere, der arbejder hver dag for at holde Danmark sikkert og godt i disse tider. Hendes majestæt dronningen har endda ladet os høre hendes opsang til os. Hun takker de danskere, der holder afstand og følger myndighedernes anvisninger. At vores dronning taler til os, er så sandelig også noget vi kan samles om.
For mig at se, er denne tid godt nok noget, vi gerne ville have været for uden, men vi har formodet at samle os på afstand. Vi har skabt en hel ny folkelig sammenslutning kontra anden verdenskrigs patriotiske. Vi har samlet os som et folk, for at komme bedst igennem krisen. For at kunne få en hverdag igen bagefter.
Jeg synes, at det er smukt, og jeg håber, at vi alle kan samle os bag den tankegang. Jeg er oprigtigt stolt af at være dansk i disse dage. Mere end jeg er i forvejen. For selvom solen lyser i blinde, kan vi være sammen som et folk på afstand. Dette kraver viljestyrke, og hvis man har det som de danske, er det noget at være stolt af. Derfor skal min tak lyder til alle danskere. I er bestemt et stolt og stærkt folkefærd.
Skrevet af: Steffen Bjørnsgaard Bagger
Skovstræde 2H
4773, Stensved