Lolland borgmester mener, at Vejdirektoratet bør kompensere Lolland Kommune for at have reserveret stort havneareal i Nakskov i årevis.
Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) mener, at Vejdirektoratet bør kompensere Lolland Kommune for at have reserveret stort havneareal i Nakskov i årevis, for så at ende med at bygge elementer til ny Storstrømsbro på Masnedø.
- I årevis har vi haft et 10 hektar stort havneområde gjort klar til fabrikationen med støbning af elementer til den nye Storstrømsbro, efter Vejdirektoratet og daværende transportminister Magnus Heunicke (S) tilbage i 2014 meddelte os, at støbningen skulle foregå i Nakskov.
- Andre har været interesseret i området, som ligger mellem MHI Vestas’ vingefabrik og den del af kajområdet, hvor der kan udskibes så store elementer, som der er tale om til Storstrømsbroen.
- Men vi har måttet sige nej, fordi Vejdirektoratet har haft reserveret området. Men jeg må også erkende, at vi de sidste par år har været bekendt med den mulighed, at støbningen kunne komme til at foregå på Masnedø eller alternativt i Polen, siger Holger Schou Rasmussen.
Trods skuffelsen over, at det vindende joint venture, der består tre italienske entreprenørvirksomheder og en italiensk brorådgiver, som skal bygge den nye bro, har valgt Masnedø, er borgmesteren dog glad for, at arbejdspladserne forbliver lokalt.