Herrens veje-skuespiller: Jeg velsignede julemaden med helligt vand

Skuespiller Simon Sears, der er aktuel i DR-dramaet "Herrens veje", er vokset op i et ateistisk hjem, hvor katolske traditioner alligevel har spillet en rolle.

Selv tror 34-årige Simon Sears på, at man skal opføre sig ordentligt og lytte til sine medmennesker.

Her fortæller han mere om sin tro:

Hvilken tro er du opdraget i?

- Min mor tror ikke på noget, hun er ateist. Min far er fra Italien og er katolik, men ikke praktiserende. Jeg er nok lidt en ateist i katolicismen.

- Fra min fars side af tror jeg, det mere handler om overtro end tro. Det er sådan noget med at gå foran alteret, knæle og lave korsets tegn af respekt og for ikke at få Guds forbandelser kastet over sig. I virkeligheden har det måske været traditioner, som har været sagens kerne. Jeg har som barn og familiens yngste søn også skullet velsigne bordet juleaften med noget helligt vand og en hundrede år gammel pind, som min oldefar havde fundet og shinet op.

- Inden vi gik i gang med forretten, skulle jeg sprøjte lidt vand ud over maden, og jeg syntes, det sjoveste i verden var at sprøjte det her hellige vand lidt i hovedet på folk. Men det har nok også handlet mere om traditioner end om tro. Vi bad ikke bordbøn eller gik i kirke om søndagen, ikke engang til juleaften. Men kristendommen har på en eller anden måde været præsent i min barndom.

Hvad betyder tro for dig i dag?

- For mig personligt betyder tro ikke noget i dag, men på et eller andet punkt gør det nok en lillebitte smule alligevel, fordi det har fyldt noget i min barndom og ungdom, når jeg kom ned til Italien og så de storslåede katedraler. De er et stykke kunst i sig selv. Det var en fed kontrast til det herhjemme fra.

Hvordan dyrker du din tro?

- Jeg prøver at være et respektabelt menneske, som ikke overtræder andres grænser. På en måde kan man godt sige, at jeg tror på karma. Jeg tror på, at man skal opføre sig ordentligt, så det prøver jeg at praktisere dagligt. Og så prøver jeg at være en ordentlig far og være der for min familie. Det er der, jeg sætter mit aftryk fremadrettet og for evigt.

Hvornår har du sidst tvivlet på din tro?

- Jeg kan godt miste troen på menneskeheden, og det gør jeg især, når folk ikke kan finde ud af at lytte til hinanden og hinandens behov.

Hvad tror du, der sker, når vi dør?

- Jeg håber, der er noget, og jeg frygter, at det bare er sort. Jeg håber, man kommer et sted hen, hvor man kan have en fest med alle dem, man har mødt igennem livet.

- Det perfekte scenarie ville være, at jeg kunne være sammen med min familie, og hvor grundfølelsen var glæde og lykke. Jeg har det dårligt med tanken om, at jeg ikke kan følge min søn til dørs, og jeg kan ikke holde ud at tænke på, om det bliver mig eller min kæreste, der dør først. De tanker er ubehagelige, så jeg håber, at man alligevel kan ses, efter at det hele slutter.