Vi bruger cookies!

folketidende.dk anvender cookies til at give dig en god oplevelse, og til at huske dine indstillinger, gemme statistik og til at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Hvis du klikker på et link på www.folketidende.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere
Du kan til hver en tid, trække dit samtykke tilbage, ved at slette cookies i din browser. Det gøres under indstillinger i den givne browser.
mit folketidende klub folketidende cookie-og-privatlivspolitik

7

Billeder

Henriette og Jakob sammen med nogle af deres 15 kære geder, hvis mælk vil ende som lækre is og oste.
Foto: Jens Henrik Nybo

Landbrugsnyt

Udsøgte is og oste fra gedemælk

Tothaven besøgsgård har fået støtte til etablering af et mikromejeri, som vil fremtrylle 1000 liter is og 500 kilo oste det første år.




17. april 2018 kl. 07:30 Af Jens Henrik Nybo

Annonce

Når der findes mikrobryggerier, hvorfor så ikke også mikromejerier. For Pernille og Jakob Feilberg var der ingen tvivl om, at de ville forfølge idéen. De bor sammen med deres to teenagedøtre på den kønne lille gård Tothaven et par kilometer uden for Hundested.

Her har de flere sysler. Pernille driver sit anerkendte strikfirma, P.Feilberg, og Jakob er viceskoleleder på en nærliggende friskole, og så har de efterhånden opbygget en omfattende besøgsgård, hvor børnehaver, skoleklasser og andre grupper kommer i et pænt antal i sommerhalvåret.

Her er der blandt andet ponyer, geder, æsler, uldgrise, Kune Kune-grise, løbeænder, kalkuner, høns, kaniner og flere andre arter, som børnene kan klappe, ride på eller blot kigge på.

Men det er gederne, der er baggrunden for, at tanken om et mikromejeri dukkede op i Pernilles og Jakobs tanker.

25 liter mælk om dagen
Parret overtog en lille flok Landrace-geder for godt et par år siden, og sidste år supplerede de med yderligere 10 unge malkegeder, der er en blanding af Dansk Landrace og Toggenburg, som de overtog fra et økologisk mejeri i Jylland.

Det er de nuværende 15 geder, som leverer mælken, der senere, når mikromejeriet formentlig før sommer er klar til produktion, vil resultere i udsøgte is og oste.

De har således tidligere i år opnået godkendelse til en støtte på en kvart million kroner fra de såkaldte LAG-midler.

- Vi regner med, at vi kan malke 25 liter om dagen, og det skulle på årsbasis kunne ende med en produktion på 1000 liter is og 500 kilo oste. En af udfordringerne er at få gederne til at yde bedst muligt. Nogle begrænsninger er der, da vi kun kan malke otte måneder om året, idet vi ikke malker to måneder før og efter, de har fået kid, fortæller Jakob.

De skal selv punge ud med trekvart million, så den samlede investering ender på en million kroner. Pengene skal finansiere den renovering af længen, hvor mejeriet skal være, men også den café, som skal ligge i forlængelse af mejeriet.

En betydelig del skal ligeledes investeres i maskinerne, som er relativt dyre, når det er til brug i en småskala-produktion.

De skal snart på udkig efter egnede maskiner, oplagt i lande, hvor der er mikromejerier, eksempelvis i Norge, Sverige, Frankrig og Italien.

Seriøs tilgang
- Hidtil har vi lavet mælken i vores køkken, så når vi nu skal i gang i større skala i mejeriet, kræver det en anderledes seriøs tilgang, herunder masser af viden, vi skal have indhentet, fortæller Pernille.

Jakob har således allerede været på et hygiejnekursus, og et ostekursus venter.

- Ostehåndværk handler om erfaring og at vide, hvordan processen foregår. Bakterier er sammen med forhold som temperatur, fugtighed og lagring vigtige parametre i udviklingen af smag, supplerer Jakob.

Foreløbig har de valgt at udvikle to slags oste. Den ene en fetaost, fordi den er nem at lave, og alle kan lide den. Den anden en hvidskimmelost på 100 gram, som kan spises frisk.

- Vores håb er at lave spiseaftener i caféen, hvor folk kan komme og spise vores gedeoste sammen med pølser, røget kød og ledsaget af god musik kan få en hyggelig aften. Og, nå ja - håbet er selvfølgelig især at få folk til at turde spise gedeost, siger Pernille.

Højere pris
Pernille og Jakob er klar over, at deres is og oste ikke kan konkurrere med supermarkedernes priser, men de fæstner deres lid til, at kunderne er villige til at betale mere for lokalt producerede nicheprodukter af høj kvalitet og med en historie.

- Til gengæld mener vi, at vi trods alt kan holde prisen på et fornuftigt niveau, da vi jo ikke har noget salgsmellemled, som også skal have en fortjeneste. Vores succeskriterie er, at det hele er væk, når dagen er omme, fortæller Jakob.

Isen og ostene vil de sælge fra Tothaven, men planen er også at stille op på det såkaldte kilometermarked i den nærliggende økologiske landsby i Torup, hvor de selv boede indtil for fire år siden.

De produkter, der sælges her, er angivet med det antal kilometer, varerne har rejst for at ende på markedet.

Fuld gas på besøgsgården
Ved siden af strikkeriet og lærergerningen er det dog besøgsgården, der også fremover forbliver det økonomiske lokomotiv for Henriette og Jakob, vurderer de.

Det koster 40 kroner i entré pr. person, mens det koster 4.000 kroner for grupper med op til 30 personer.

De åbnede besøgsgården sidste år og havde omkring 4.000 besøgende i sæsonen, hvor de havde åbent fem dage om ugen i skolesommerferien. På de bedste dage var her ikke færre end 300 gæster, som kom fra hele Sjælland, men også fra sommerhusområderne heroppe.

- I år vil vi give den endnu mere gas, fra vi åbner den 27. april, og til vi lukker den, når efterårsferien er ovre. Ud over skolesommerferien og efterårsferien, hvor vi har åbent alle hverdage, så holder vi åbent alle weekender og helligdage, siger Jakob.

LAG
Lokale aktionsgrupper (LAG’er) er lokalt forankrede foreninger, som skaber udvikling og innovation i lokalsamfundene ved blandt andet at tildele tilskudsmidler til relevante projekter.

Lokale aktionsgrupper modtager midler fra Erhvervsstyrelsen og EU, som går til dels at støtte lokale projekter og dels til at drive foreningen. Der er to puljer i denne ordning: LAG-midlerne, som er forbeholdt landdistriktsprojekter og FLAG, som er det danske Hav- og Fiskeriudviklingsprogram for lokale aktionsgrupper i fiskeriområder. De lokale aktionsgrupper for Langeland, Læsø, Samsø og Ærø er en såkaldt integreret LAG / FLAG.

De tre overordnede indsatsområder i LAG-strategien er at øge erhvervs-aktiviteten, besøgs-attraktiviteten og bosætnings-attraktiviteten. Man kan maksimalt opnå 50 procent støtte til et projekt.

Der kan som udgangspunkt søges støtte til udgifter, der er nødvendige for at gennemføre et projekt. Det kan eksempelvis være materialer og inventar, udgifter til håndværkere eller til projektansættelser.

Er projektet almennyttigt, kan frivilligt arbejde også tælle med i projektets samlede budget med 100 kroner i timen. Der kan derimod ikke søges tilskud til almindelig drift, køb af fast ejendom, events osv.

Man kan først få sit LAG-tilskud udbetalt, når projektet er gennemført, og alle udgifter er betalt. For erhvervsprojekter gælder dog en mulighed for rateudbetaling.

Læs mere om tilskudsordningen på www.livogland.dk



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Annonce i kategorien "Landbrugsnyt":
Annonce