Annonce
Lolland

Otte måneders fængsel: Spritbilist truede ekskone

Retten i Nykøbing troede på vidnerne i en sag om trusler. Foto: Anders Knudsen

Efter flere gange at have kørt bil i frakendelsestiden skal spritbilist i fængsel. Han får også beslaglagt bilen og 10 års forbud mod at føre bil.

SYDLOLLAND Han er dømt for det flere gange før: at køre bil i påvirket tilstand. Og tre gange tidligere er han blevet fradømt førerretten - senest med 10 års forbud i 2017.

Men 27-årige Rene Crelles Eskelund er blevet ved med at køre i bil, så nu er han blevet dømt igen.

Om eftermiddagen 13. november 2018 blev han således stoppet af politiet, da han kom kørende i Næstved med en promille på over 0,5. Med i bilen var hans kone, som heller ikke har kørekort og godt vidste, han ikke måtte køre.

30. december om aftenen var den gal igen: Nu blev han stoppet på Egebyvej i Rødby, hvor han kørte rundt i påvirket tilstand. En blodprøve afslørede både THC (det aktive stof i hash) og chlordiazepoxid, ligesom promillen igen var over 0,5. Og 11. januar 2019 om eftermiddagen var det på Alsøvej i Fuglse, han kørte rundt i påvirket tilstand. Denne gang vidnede blodprøven om både THC og amfetamin.

Da Rene Crelles Eskelund for nylig var i retten, erkendte han det hele. Han havde kørt i en Passat, som tilhørte hans kone. Han havde røget hash og taget noget smertestillende, han havde fået af sin mor. Og ja, han vidste godt, at han var frakendt førerretten og ikke måtte køre bil, erkendte han i retten.

Truede ekskonen

Men der var endnu et forhold, han var tiltalt for - og det nægtede han: 11. januar havde han nemlig ifølge anklageskriftet opsøgt sin ekskone - som han har et barn med - og hendes nye kæreste i hendes hus. Her havde han angiveligt haft en køkkenkniv med et blad på over 12 centimeter, banket på ruderne og sagt "mig og min bror kommer og knepper dig".

I retten forklarede han, at ekskonen og den nye kæreste havde slået ham ned under et sammenstød i Nakskov i slutningen af 2018. Et forhold, der først var blevet meldt til politiet en gang i 2019. Det måtte være på grund af det, de nu havde anmeldt ham for trusler, mente han og fastholdt, at han ikke havde truet dem.

Det stod dog fast, at han havde været på stedet. Da han dukkede op, havde ekskonen og hendes kæreste nemlig flere gange ringet til politiet. I retten forklarede ekskonen, at hun og den nye kæreste havde ligget og sovet, da de vågnede ved, at Rene Crelles Eskelund stod og råbte og bankede på ruderne.

Også den nye kæreste vidnede. Han forklarede, at Rene Crelles Eskelund havde stået uden for døren og råbt, at de skulle komme ud, og at han ville stikke ham ned og slå ham ihjel. Og da politiet ankom, opdagede han, at der lå en grillkniv på dørmåtten.

Hvordan kniven - der havde spor af dna, som godt kunne stamme fra Rene Crelles Eskelund - var dukket op der, kunne Rene ikke forklare.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fandt ham hos mor

En politiassistent vidnede også i retten. Han fortalte, at Rene Crelles Eskelund var kørt fra stedet, da han dukkede op ved ekskonens hus. Men betjenten fik adressen på Renes mor, hvor betjenten efterfølgende fandt ham. Her var han ophidset og virkede påvirket af alkohol og stoffer. Betjenten indskærpede, at han ikke skulle opsøge ekskonen - gjorde han det, ville han blive anholdt. Men det ville Rene Crelles Eskelund ikke love at lade være med - nærmest tværtimod - og han sagde, at han havde en kniv, han kunne tage med. Det tolkede betjenten som fuldemandssnak.

Men senere blev han igen kaldt til ekskonens hus, for nu var Rene Crelles Eskelund dukket op igen. Bilen holdt halvt inde i indkørslen, men betjenten fik ham ud af bilen og anholdt ham. Og det var nu, kniven blev fundet på dørmåtten.

En indsatsleder besluttede den aften at beslaglægge bilen - en ting, Rene Crelles Eskelund har prøvet før. I 2017 fik han således også beslaglagt en bil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Otte måneder

Retten valgte at lægge vægt på vidnernes forklaringer, og sammenholdt med fundet af kniven blev han fundet skyldig i både trusler og overtrædelse af knivloven. At han skulle have banket på ruderne med kniven, fandt retten dog ikke bevist.

Dommen blev på otte måneders fængsel og omfatter en reststraf på 32 dages fængsel fra en dom i marts 2017. Derudover blev han - endnu en gang - frakendt førerretten i 10 år. Retten lagde vægt på, at det var fjerde gang, han kørte i frakendelsestiden, at han havde været påvirket, og at han tidligere er straffet for vold. Han skal også betale sagens omkostninger.

  • Retten i Nykøbing troede på vidnerne i en sag om trusler. Foto: Anders Knudsen
Annonce
Lolland

De er blandt Danmarks bedste

Lolland

Skrider fra parti: "De dårlige oplevelser blev simpelthen for meget!"

Annonce
Annonce
Sport

Endnu en nedtur i Parken - Nykøbing FC kan ikke score mål

Guldborgsund

Endnu et tomt butikslokale får nyt liv: Martin udvider butikken

Sport

Efter tre store øretæver: - Synes vi havde fortjent mere mod AB

Vejret

Rekord slået: Drivvåd april er den vådeste i 150 år

Lolland

De er blandt Danmarks bedste

112

Fulde og fartglade bilister stoppet

Lolland

Skrider fra parti: "De dårlige oplevelser blev simpelthen for meget!"

Lokal nyt

Se kortet: Her kan du tanke billigt i weekenden

112

Eftersøgt i knivstikker-sag er stadig på fri fod

Indland

Byret: Beboer på Christiania tjente 20 millioner på hash

Indland

Store bededag markeres med lukkede skoler og fri til ansatte

Vejret

Weekenden bringer lunt forårsvejr til Danmark

112

Tredje gang: Narkopåvirket bilist mistede bilen

Guldborgsund

Nu igen: Vej bukker under for vand

Indland

28-årig røver Rema 1000 med økse og går på bodega

Annonce
Annonce
Dølle

Bo er ny leverandør af Dølle-pølsen: - Jeg går ikke på kompromis med kvaliteten

Lolland

Her holder børnene fri store bededag

Indland

Mand er faldet fra kran under arbejde i København

Sport

Bombe i Nordfalster - cheftræner færdig til sommer

Vejret

Vintrene på Lolland-Falster vil blive op til 30 procent vådere

Guldborgsund

Hvad skal vi grine af til sommer? Revyfolk kæmper med teksterne

Lolland

Dinosaur-lorte under lup: Evolutionsmuseet udstiller forstenede fækalier