Annonce
Lolland

Udlandsdansker vil bygge kæmpe feriepark på Lolland

John Bengt Møller er manden bag Dannemare Village & Marina. I går var han på Folkemøde Møn for at præsentere et lignende projekt, han vil opføre på Møn. Foto: David Arnholm

Vil investere halvanden milliard kroner i lokal feriepark.

DANNEMARE Ambitiøse planer om et stort feriecenter med marina ved Dannemare rykker nu tættere på at blive til virkelighed. Ejendomsudvikleren John Bengt Møller har nemlig købt projektet og håber på snart at kunne gå i gang.

Det fortalte han, da Folketidende fredag mødte ham i Stege til Folkemøde Møn. Her var han til stede for at præsentere et andet projekt - Møns Feriepark - og faktisk står han også bag et tredje projekt, da han for nylig har købt Auderødlejren ved Frederiksværk, hvor han også vil lave feriecenter.

De tre feriecentre skal være i samme stil, fortæller han, men på Møn møder planerne modstand. Det gjorde de også på Folkemøde Møn, hvor kritikerne havde deres egen bod, hvor de agiterede mod projektet. Og mens Folketidendes udsendte er ved at interviewe John Bengt Møller, kommer en tysktalende kvinde forbi og siger, at der ikke skal bygges noget feriecenter på Møn.

Det tager han nu meget roligt.

- Vi har ikke noget imod, at folk kritiserer, og jeg forventer også at få modstand på Lolland og i Nordsjælland. Vi har alle vores egne meninger om, hvordan verden skal se ud, siger han.

På Møn møder John Bengt Møllers planer om "Møns Feriepark" modstand. "Feriefabrikker nej tak", lyder budskabet. Foto: David Arnholm

Lokalplanen er på plads

På Lolland har projektet været undervejs i en del år, og lokalplanen og et kommuneplantillæg blev vedtaget helt tilbage i 2007. De giver mulighed for at opføre projektet, der omfatter en marina med 200 bådpladser, 200 ferieboliger og et hotel med 200 værelser samt restaurant og spafaciliteter som indendørs og udendørs swimmingpools og motionscenter.

I alt er der tale om et projekt på omkring 56.000 kvadratmeter, og tanken er, at ferieboligerne skal lejes ud til lidt mere velbeslåede feriegæster - halvdelen af gæsterne ventes at skulle komme fra Tyskland.

- Vi ved, at tyskerne godt kan lide kur-faciliteter, og det skal være af den rigtige kvalitet, for det er afgørende for at få tyskere op, siger John Bengt Møller og vurderer, at projektet vil skabe mange permanente arbejdspladser.

Det bliver både administrative medarbejdere, rengøringsfolk og meget mere.

- Vi mener, vi kan hjælpe lokalbefolkningen med at skabe nogle arbejdspladser og holde liv i lokalsamfundet. Mon ikke vi taler om, at omkring 500 bliver beskæftiget? anslår han og afviser at sammenligne projektet med Lalandia.

- Vi konkurrerer ikke direkte med dem, for det er ikke det publikum, vi satser på. Vi går ikke efter burgere og pomfritter, men satser på de lidt mere velhavende tyske turister, der gerne vil på kurophold i et grønt område.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skal leve anderledes

Selv lægger han også stor vægt på den overordnede vision for byggeriet, som handler om bæredygtighed og om, at menneskeheden skal passe bedre på kloden og klimaet. Derfor skal det DGNB guld-certificeres. Det vil sige, at det skal leve op til en række krav om bæredygtighed, både i byggefasen og i den efterfølgende drift.

- Min vision er at lave noget, der er en oplevelse og en læreproces i bæredygtighed. For vi skal finde ud af, at vi skal leve på en anden måde, og vi skal i gang nu. Man har en forpligtelse til at være med til at hjælpe og ikke bare snakke. Det væsentlige er at være med til at uddanne folk i at leve anderledes. Og det er lettere i ferieboliger, hvor man bor i en-to uger, end i kontor- og industribygninger, mener han.

I Auderødlejren er det planen, at der også skal være en art center, hvor gæsterne kan deltage i drøftelser om bæredygtighed, og noget lignende kan måske også komme i Dannemare. Projektet har han købt af den lokale investor Claus Juhl.

- Han forsøgte at finde finansiering til det, og på et tidspunkt ville han gerne videre, og vi mente, det var en mulighed for os at overtage, siger John Bengt Møller.

Han fortæller i øvrigt, at når han siger "vi", er det egentlig bare ham selv. Men at der er oprettet et selskab - Dannemare Village & Marina Aps - som står for projektet:

- Og det kan være, der på et tidspunkt skal andre investorer med. Og jeg går ud fra, at når vi når til byggefasen, kan vi få nogle realkreditinstitutter med. Men hvis ikke må vi gøre det selv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Har rigtig meget lyst

John Bengt Møller har sin adresse i Monte Carlo i Monaco og har primært udviklet ejendomme i Tyskland og England. Men han har aldrig før udviklet en marina eller ferieboliger - det har været kontorejendomme og industribygninger, han har tjent sine penge på at udvikle. Det afskrækker ham dog ikke fra at kaste sig ud i ferieprojektet

- Der skal være en første gang for alt, og jeg har rigtig meget lyst, bemærker han og indskyder, at hans far kom fra Lolland.

Han fortæller også, at købsaftalen med Claus Juhl er underskrevet af begge parter, og at de nu er i gang med en due diligence-proces, hvorefter overdragelsen kan ske omkring november. Og ikke længe efter håber John Bengt Møller at kunne sætte entreprenørerne i sving.

- Vi tror, vi kan søge om byggetilladelse i foråret 2022, siger han og fortæller, at der dog først skal laves nye tegninger af byggerierne.

Den plan, der har ligget tidligere, passer nemlig ikke til John Bengt Møllers vision om et bæredygtigt byggeri med stor brug af træ.

- Tegningerne fra Dannemare-projektet ligner nogle klodser. Men når man har mulighed for at bygge på en åben mark, skulle det være pokkers, om ikke man gør det bedste, man kan.

Han har derfor allieret sig med arkitekten Morten Schmidt fra det store, internationale arkitektfirma Schmidt Hammer Lassen Architects, ligesom ingeniørfirmaet Niras er koblet på som rådgiver.

Planen er, at Møn-projektet skal realiseres først, og at Dannemare-projektet vil komme hurtigt efter.

- I og med, der er en lokalplan, kan vi i princippet gå i gang i morgen. Men vi starter på en brakmark. Og lad os sige, det tager et år at få infrastrukturen på plads. Fra det øjeblik vil det tage omkring otte måneder at få husene og hotellet op, anslår han og vurderer, at der derfor nok vil gå tre års tid, før gæsterne kan begynde at tjekke ind.

- Det skal vi gerne kunne gøre det på.

  • John Bengt Møller er manden bag Dannemare Village & Marina. I går var han på Folkemøde Møn for at præsentere et lignende projekt, han vil opføre på Møn. Foto: David Arnholm
  • På Møn møder John Bengt Møllers planer om "Møns Feriepark" modstand. "Feriefabrikker nej tak", lyder budskabet. Foto: David Arnholm
Annonce
Lolland

Skolekritik: Der er brug for økonomisk støtte

Lolland

Vil af med sine apoteker: - Vi har ikke holdt ferie i 10 år

Annonce
Annonce
Lolland

Vil af med sine apoteker: - Vi har ikke holdt ferie i 10 år

Nykøbing

Slap A' for en fest: - Det var én stor overraskelse

Lolland-Falster

Opdaget i supermarkedet: Butikstyv gik ud med mayonnaise under armen

Lolland

Skolekritik: Der er brug for økonomisk støtte

Trafik

Var totalt spærret: Gaffeltruck væltet på motorvejen

112

Helikopter måtte redde mand til havs

Femern

Den første er færdig: Vigtigt skridt i kæmpe-byggeri

Guldborgsund

Hhx-elever til gallafest: Se de flotte ankomster

Skole

Tesfaye: Folkeskoleaftale skal tage hånd om lav bestå-procent

Indland

Statsministeren venter flere russiske hybridangreb

Lolland

Flest i landet: Så mange dumper dansk og matematik på Lolland

Vejret

DMI: Mandag bliver våd, men så kommer forårssolen

Dølle

Masser af kontroller på vejene ved Dølle: Her er politiets status

Indland

DSB varsler forsinkelser og aflyste tog mandag morgen

Indland

Notat afslører stor forskel på adgang til behandling med ny kræftmedicin

Annonce
Annonce
Lolland

Kritik af Lollands skolevæsen: Kommunen ser med stor alvor på det

Guldborgsund

Gert gennemførte sit monster-projekt

Kultur

Grøn melder udsolgt i halvdelen af årets koncertbyer

Dølle

Benhårde Berit trods stenkast: Det er jeg altså ikke bange for

Dølle

12 Dølle-gæster måtte have hjælp: Fire bragt til sygehuset

Guldborgsund

Koster 26 millioner årligt: - Det er åbenlyst uretfærdigt

Lolland

Så er foråret skudt i gang