BILLEDSERIE: I hundredevis af piger og drenge piger og drenge lod sig ikke genere af pinsens lunefuldvejr, men kæmpede bravt. Klik ind på artiklens første billede og se den store billedeserie.
Nykøbing FC har for 19. gang afviklet Border Shop pige pinsecup i de seneste dage, og mens der hos drengene fortsat spilles kampe, blev der søndag hos pigerne rundet af for denne gang.
Et par hektiske dage er således vel overstået for de mange frivillige bag pigernes pinsecup, og hos formand for Border Shop pige pinsecup-udvalget Rene Olsen er der masser af tilfredshed at spore.
-Det er gået supergodt. Vi har hverken haft sure forældre, problemer med dommere eller nogen fodboldskader. Alt er gået rigtig godt, så vi er meget tilfredse, lyder det fra Rene Olsen.
Hele lørdagen var der lutter solskin at spille i, mens det søndag ind imellem blev til enkelte kortvarige byger. 650 piger på 65 tilmeldte hold i aldersgruppen 8-15 år gav hinanden masser af kamp til stregerne, og i U13 A-række blev NFC´s piger kåret som vindere, mens det i U12 B-række blev til en flot andenplads til NFC´s fodboldpiger.
Alle deltagende piger fik også lejlighed til at lade sig underholde lørdag aften af Isabel, som vandt Voice Junior 2015. Og det var et populært indslag på overnatningsstedet hos CELF.
-Da Isabel havde optrådt i en 35-40 minutter, var der mulighed for at få autografer. Det tog en hel time, inden hun var færdig med det, fortæller Rene Olsen om lørdag aftens stjerndrys over pinsecup.
Årets live-streaming fra drengenes pinsecup har også været populær. Og til næste år vil der ifølge Rene Olsen også blive satset på live-streaming fra pigernes pinsecup.