Københavns Politi har anholdt 13 personer fra miljøet omkring Hells Angels, herunder fire fuldgyldige medlemmer. De sigtes for en stribe drabsforsøg.
Måneders efterforskning kulminerede tirsdag, da bandeenheden i Københavns Politi anholdt 13 personer med tilknytning til Hells Angels.
Blandt de anholdte er fire fuldgyldige medlemmer, heraf to som ifølge politiet har ledende positioner i klubben. Dertil kommer også syv AK81'ere samt to såkaldte hangarounds.
De mange anholdte er på kryds og tværs mistænkt for at have deltaget i en stribe af skyderierne under bandekrigen.
Det drejer sig blandt andet om skyderiet i Rantzausgade på Nørrebro, hvor der blev affyret skud mod folk uden for en internetcafé. Samt skyderiet i en kiosk i Skelbækgade, hvor bestyreren blev såret.
Derudover er nogle af de anholdte sigtede for at have planlagt et drabsforsøg på pladsen foran Københavns Byret i juni sidste år. Planen gik dog i vasken, da politiet fik nys om det forinden.
Endeligt er nogle af rockerne også sigtet for to skyderier i hhv. Baggesensgade og Gartnergade på Nørrebro.
/ritzau/