Røveren var kun 15 år, men pistolen var skarpladt, da han onsdag begik indbrud i Aldi i Tingbjerg ved København. Nu er han fængslet.
En ung mand på kun 15 år blev torsdag varetægtsfængslet for et væbnet røveri onsdag sidst på eftermiddagen i Aldi på Ruten i Tingbjerg ved København.
Den 15-årige truede personalet med en skarpladt pistol, men der blev slået alarm med det samme, og politiet var meget hurtigt fremme. Derfor blev den unge mand anholdt, inden han nåede at få udleveret kontanter, oplyser den centrale efterforskningsleder, Lars Feldt.
Torsdag blev den unge røver fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i 15 dage.
/ritzau/