På trinbræt nær Sorø sad en ung mand med benene ud over perronkanten. Lokofører kunne ifølge politiet ikke undgå påkørsel.
Lægerne på Rigshospitalet forsøger at redde en ung mands liv efter en påkørsel med et tog nær Sorø.
Den 19-årige blev ramt af toget på lokalbanen mellem Høng og Tølløse cirka klokken halv to tidligt søndag morgen.
Lokoføreren har fortalt politiet, at han i mørket pludseligt opdagede den unge mand siddende med benene ud over perronkanten på trinbrættet i Nyrup.
Den 19-årige røg ind under toget, mens lokoføreren bremsede ned.
Når passagerer vil med toget fra Nyrup, skal de trykke på en knap, som tænder en gul lampe.
Men den gule lampe var ikke tændt, og der var helt mørkt, oplyser vagtchefen hos politiet.
Muligvis var den 19-årige påvirket af spiritus.
/ritzau/