Politiet mener at have fundet medhjælper til et drab på ung mand i Husum i marts. Han gav tip til drabsmanden.
Fem måneder efter et drab på åben gade i Husum har politiet foretaget den første anholdelse.
En ung mand på 19 år sigtes for at have deltaget, da andre med automatvåben affyrede mindst 25 skud mod en gruppe unge sent på aftenen 10. marts på Gadelandet.
Mahad Abdulqadir Abdi mistede livet, og to andre blev såret, mens en fjerde undgik at blive ramt.
Abdi var elev på uddannelsescenteret CPH West og blev 19 år.
I et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg har en dommer fængslet den anholdte i 27 dage. De første to uger skal han være isoleret.
- Vi mener, han har relationer til Værebro-gruppen, siger politikommissær Knud Hvass fra politiets bandeenhed.
Netop denne gruppe har i lang tid været mistænkt for dette og et andet drab, som skete tre dage senere i Blågårdsgade.
Dommeren mener, at der er begrundet mistanke om, at den 19-årige har medvirket til drabet.
Hans rolle skulle bestå i at have dirigeret drabspatruljen frem til stedet.
Politiet hævder, at han gav andre et praj om, at Abdi og dennes bekendte var dukket op.
Derefter kunne skytten i en Audi A6 køre frem til Gadelandet, hvor denne ved 22.30-tiden stod ud af vognen og affyrede sit automatvåben.
- Han nægter sig skyldig, oplyser anklageren i sagen, Martin Stassen.
Desuden mener politiets efterforskere, at han forsvandt i en anden bil, da skyderiet var overstået.
Og at han bagefter var med til at brænde Audien af i en fodgængertunnel i Gentofte. Det skete kun otte minutter efter skyderiet.
Endelig sigtes den unge for tyveri af en bil.
I sigtelsen har politiet gjort det klart, at der er tale om et opgør i bandemiljøet. Man har nemlig nævnt den særlige paragraf om forhøjet straf, når volden udspringer af kamp mellem forskellige grupper.
/ritzau/