Nordjyllands Politi har anholdt en 23-årig mand for at skænde Vor Frelser Kirke i Aalborg. Skader for 500.000.
Et maleri var skåret i stykker, blyindfattede ruder var smadret og en orgelpibe ødelagt, efter en 23-årig mand tilsyneladende gik amok lørdag og kastede med inventaret i Vor Frelser Kirke i Aalborg.
Nordjyllands Politi har anholdt den 23-årige, som nu skal afhøres om motivet til skændingen af kirken.
- Det er en gal mands værk. Han har formentlig været påvirket af skunk og har teet sig åndsvagt inde i kirken, siger vagthavende ved Nordjyllands Politi.
Skaderne i kirken ventes at løbe op i omkring 4-500.000 kroner. Den 23-årige har til gengæld ikke væltet gravsten, som det er set ved andre hærværk på kirker.
Den 23-årige er ukendt af politiet. Efter afhøring skal han tilbringe natten i arresten, hvorefter jurister skal vurdere, om den 23-årige skal fremstilles i grundlovsforhør søndag.
/ritzau/