En 47-årig mand kræves varetægtsfængslet for seksuelle overgreb mod en mindreårig pige.
En 47-årig mand fra Odense kræves tirsdag varetægtsfængslet for seksuelle overgreb mod en mindreårig pige.
Ifølge sigtelsen mod manden er der tale om samleje, men anklageren i sagen, Heidi Colbæk, oplyser, at manden desuden sigtes for såkaldt "anden kønslig omgængelse".
Anklageren vil som minimum kræve lukkede døre ved dagens grundlovsforhør, og derfor vil hun hverken oplyse pigens alder, eller om overgrebene er foregået over længere tid.
Hun har heller ingen kommentarer til, om overgrebene skulle være sket som led i den sigtedes arbejde.
Grundlovsforhøret starter klokken 13 ved Retten i Odense.
/ritzau/