Politiet søger hjælp fra folk, der kan hjælpe dem på sporet af den 58-årige Frede Kurt Jensen, der har været savnet siden den 15. juli.
Lokalpolitiet i Nykøbing søger hjælp fra folk, der kan have set den 58-årige Frede Kurt Jensen, som har været savnet siden den 15. juli, hvor han forlod sin bolig på Nørreskovvej 30 i Engestofte tæt ved Maribo.
Frede Kurt Jensen beskrives som 165-170 cm høj og kraftig af bygning. Han har lyseblondt hår, men er næsten skaldet. Han har rødlige skægstubbe og er formentlig iført en postkasserød trøje med korte ærmer og rund hals. Desuden skulle han have et par knælange sommerbukser på, som er grønlige og tofarvede. På fødderne har han sorte træsko.
Frede Kurt Jensen gav livstegn fra sig så sent som i tirsdags, hvor han ifølge politit skulle have kontaktet nogle bekendte via sin telefon.
Politiet formoder, at han befinder sig i Maribo og opfordrer alle, der skulle vide noget, til at kontakte dem på 114.