En 88-årig mand blev mandag aften fundet død i sit hjem i Charlottenlund nord for København.
Politiet kan ikke udelukke, at manden har været ude for en forbrydelse.
- Vi betragter det som et mistænkeligt dødsfald, oplyser vicepolitiinspektør Flemming Poulsen, Nordsjællands Politi.
Mistanken om, at der kan ligge noget kriminelt bag dødsfaldet, bestyrkes af skader på den afdøde og meget blod i huset, hvor han mandag eftermiddag blev fundet af en hjemmehjælper.
- Han har nogle skader og har blødt temmelig meget. Vi kan ikke sige, om det er faldskader, eller om det er skader påført udefra, men det er vi ved at undersøge, siger Flemming Poulsen.
Ud over Nordsjællands Politis egne teknikere er der tilkaldt teknikere fra Kriminalteknisk Afdeling og retsmedicinere. Det er planlagt at holde et ligsyn mandag aften for at fastslå dødsårsagen.
- Vi har iværksat en undersøgelse med teknikere og retsmedicinere, som svarer til, hvis det havde været et drab, siger Flemming Poulsen.
/ritzau/