Et ægtepar i 80-års alderen er blevet fundet døde i deres hjem i Fredericia. Dødsårsagen er endnu helt ukendt.
Et ældre ægtepar er fundet døde i deres hus i Fredericia torsdag morgen, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Men myndighederne kan endnu ikke sige noget som helst om, hvorvidt der ligger en forbrydelse bag.
- Der skal ske en obduktion i morgen, og før kan vi ikke sige, om der er tale om en naturlig død, ulykke eller drab, fortæller vagtchef Henrik Dam.
Ægteparret, hvor både mand og kone er i 80'erne, bliver fundet af en vinduespudser lidt over klokken 9.
Politiet ved endnu ikke hvor lang tid, ægteparret har ligget døde i lejligheden. Der er umiddelbart heller ingen spor på gerningssteder, der peger i den ene eller anden retning og kan afsløre, om der er tale om en forbrydelse.
- Derfor er vi også helt åbne og afventer svaret for obduktionen i morgen, fortæller vagtchef Henrik Dam.
Ifølge Fredericia Dagblad har politiets teknikere afspærret området omkring Kongensgade ved Trinitatis Kirke i Fredericia, mens de iført blå dragter, handsker og masker undersøger bygningen, ligesom politihunde er i gang med at finde spor.
- Det er simpelthen af efterforskningsmæssige årsager. Så vi kan sikre sig de spor, der måtte være, fortæller Henrik Dam.
To naboer oplyser til Fredericia Dagblad, at de ikke har set de to ældre mennesker de seneste 14 dage.
/ritzau/