En røver på damecykel parkerede pænt over for banken i Hvidovre, trak et nummer og derefter en pistol. Det lykkedes ham at cykle væk.
En røver stillede sin sorte damecykel på den modsatte side af den lysregulerede fodgængerovergang ved Amagerbankens filial på Hvidovrevej 275 og trak et nummer i kundekøen.
Da det blev hans tur, trak han en pistol og truede en ansat til at udlevere penge, oplyser vicepolitikommissær Hans Christian Tonnesen fra lokalpolitiet i Hvidovre.
Røveren forcerede derefter igen Hvidovrevej til cyklen og trampede af sted, skarpt forfulgt af løbende ansatte fra banken. De kunne følge ham ad Brostykkevej, Claus Petersens Allé og Høvelstensvej, men så heller ikke længere.
/ritzau/