To danske mænd tog talemåden "at drikke som et hul i jorden" ganske alvorligt, da de trængte ind i jernbanetunnel i Malmø.
Den kommende underjordiske jernbane under Malmø blev indviet lidt før tid, da to fulde danskere fik forvildet sig ned i røret.
Ifølge Sydsvenskan.se var det ved tretiden natten til lørdag, at de to danskere kom ind i Citytunnellen. De nåede at få tømt et par brandslukkere, før politiet kom frem og anholdt de to.
Tunnellen skal forbinde flere jernbanestrækninger omkring Malmø. Efter planen skal den stå færdig om et lille års tid.
De to berusede mænd er nu sigtet for ulovlig indtrængen og hærværk.
/ritzau/