Alvorlig ulykke ved Hestehoved i Nakskov tidligt søndag morgen.
Tre unge, danske mænd kom til skade - to formentlig alvorligt - da den BMW de var kørende i kort før klokken 6 søndag morgen med stor fart kørte af vejen ud til Hestehoved i Nakskov og endte i Nakskov Fjord. Det tog næsten en time før den sidste af de tilskadekomne var skåret fri af bilvraget.
Politiet oplyser, at den ene af passagererne søndag formiddag er blevet overført til Rigshospitalet med skader på ryggen. En tredje mand, der var i bilen, slap selv ud, men klagede over smerter i ryggen og nakken. Til Folketidende sagde han på stedet, at alle tre havde sikkerhedsseler på.
Der er ingen tvivl om, at den hurtige bil kørte meget stærkt da ulykke skete. Politiet opmålte 70 meter spor i rabatten efter en blød kurve, hvorefter bilen er kørt tværs over vejen, op ad en mindre skrænt, strejet en elmast, hvor en skærm blev hængende, hvorefter den nedlagde flere buske, rullede rundt mindst to gange og fløj ud over skrænten flere meter ned mod vandet. Her blev den hængende med taget trykket ned over personerne og med bagenden på nogle store sten.
Taget måtte klippes af bilen for at få de to fastklemte ud. Alle tre blev med udrykning kørt til Nykøbing F. Sygehus.
Trods det alvorlige forløb har de tre været heldige. Bilen kunne have ramt elmasten direkte, og den kunne også være endt på taget i vandet. Så havde de tre næppe haft en chance for at komme ud.
Det var også et lykketræf at bilen ikke tørnede sammen med andre. Trods det tidlige tidspunkt var der to modkørende bil, den ene en kvinde med barn, og ulykkesbilen kørte midt mellem dem på sin vanvittige tur, hvorunder begge hjul i højre side blev flået af. Lolland Brandvæsen, Falck og politi mødte med et større opbud af ambulancer og redningskøretøjer.