47-årig mand er død på Tingvejen nær Esbjerg, da han i forbindelse med en overhaling kørte ind i en lastbil.
En overhaling af en traktor med efterspændt gyllevogn udviklede sig tirsdag fatalt for en 47-årig mandlig bilist på Tingvejen ved Roust nordøst for Esbjerg.
I forbindelse med overhalingen tordnede bilisten frontalt sammen med en modkørende lastbil.
- Bilisten blev dræbt på stedet og var faktisk så ilde tilredt, at det i første omgang var vanskeligt at identificere kønnet på ham, siger vagtchef Erik Lindholdt ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
De efterfølgende undersøgelser har dog vist, at der er tale om en 47-årig mand fra Grindsted.
Ulykken skete kort før klokken 15, og Tingvejen var i timerne efter spærret, mens bilinspektører og redningsarbejdere arbejdede på stedet.
Føreren af lastvognen slap fysisk uskadt fra kollisionen.
- Men han er stærkt chokeret, for det var et ordentligt brag, siger Erik Lindholdt.
Politiet har underrettet den dræbtes pårørende.
/ritzau/