gedesby: Kort efter klokken 22 søndag aften blev en ung kvinde vækket af en brandalarm i et hus på Kobbelsøvej i Gedesby.
- Det var tilsyneladende husets pillefyr i kælderen i huset, som af en eller anden grund havde fyldt huset med røg, fortæller indsatsleder Bo Andersen fra Lolland-Falsters Brandvæsen.
Der blev sendt to ambulancer, indsatsleder fra politiet, indsatsleder fra brand, samt brandslukning fra Nykøbing og Gedser til Kobbelsøvej. Den unge kvinde i huset blev tilset af ambulancepersonel. Men hverken far eller datter i huset har taget skade af røgen, fortæller indsatslederen.
- Husejeren havde slukket for fyret, inden vi kom, og der var ikke som sådan brand. Så vi kunne nøjes med at ventilere huset, siger Bo Andersen.
En skorstensfejer skal mandag gennemgå fyr og skorsten.