18-årige Mie blev tabt i psykiatrien: Det blev enden på hendes liv

NYKØBING: Mistrivslen er stor blandt børn og unge i dag. Vi har formentlig allerede hørt det.

Sociale medier giver os alle muligheder for at fortælle om vores følelser. Især unge mennesker fortæller gerne, hvordan de har det. Også når det går dårligt.

Men det er langt fra en garanti for, at nogen lytter og samler det op. Samler os op. Derfor er det vigtigt, at nogen stiller kritiske spørgsmål til, om det psykiatriske system nu er godt nok.

Det gør forfatter Christel Lüttichau i bogen "Mie for evigt", der beskriver en ung piges møde med anoreksi og depression og en alt for tidlig død som bare 18-årig, siger Laila Walther, direktør for foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, og tilføjer:

- Derfor er det en vigtig bog.

I foreningen, hun er direktør for, havde man sidste år rekordhøje 5.000 samtaler med primært unge, der føler sig tabt på vejen. Vejen mod voksenlivet har aldrig været let, men i dag skal det se let ud, for alle kan følge med fra distancen.

- De vil ikke kun have 12-taller i skolen men også i venner, i træning, i udseende, i tilstedeværelse. Det er fuldstændig uopnåelige idealer, tilføjer hun.

Mødes af en mur

Imens stiger antallet af børn og unge, der må modtage behandling for at komme ud af en spiseforstyrrelse. Siden 2017 er antallet af unge, der er i behandling for anoreksi, fordoblet til 1.000 sidste år.

Hos Headspace i Nykøbing modtog 222 unge sidste år personlig rådgivning, der i halvdelen af tilfældene handlede om relationen til venner eller familie.

- Men når de fortæller, at de ikke har det godt, mødes de af en mur. Systemet kan ikke tage imod dem. Derfor ville vi gerne være med til at udgive denne bog. For Mie var langt fra et enestående tilfælde, siger Tine Hammershøj, der er direktør for Headspace Danmark.

Et indspark til psykiatrien

Forfatteren bag bogen om Mie, Christel Lüttichau, har aldrig mødt pigen, det hele handler om. Men hun plantede perlehyacinter på Mies grav, fordi hendes søn var gode venner med Mies kæreste, Simon.

Derfor var det også med en svær følelse i maven, at hun gennemgik de mange sider af journaler og messenger-beskeder, som Mie selv havde stillet til rådighed. Hendes familie havde betroet Christel Llüttichau den opgave at finde ud af, hvem pigen med det tykke mørke hår og det smukke smil var. Og hvornår hun blev tabt i systemet.

- Jeg kunne mærke på de pårørende, hvor vigtigt det var at fortælle om Mie. Og at lave et indspark til psykiatrien og fagpersoner om, hvordan de mistede hende. I ordets aller bogstavligste forstand, forklarer hun.

Hendes sag har flyttet noget

I en podcastserie, som Chrisel Lüttichaus datter Amanda har lavet, interviewer hun speciallæge Nina Tejs Jørring fra Region Hovedstadens børne- og ungdomspsykiatriske afdeling.

Og hun fortæller, at Mies sag faktisk har flyttet noget. Rutinen har nemlig været, at børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling tre måneder før en patients 18 års fødselsdag informerede voksenpsykiatrisk afdeling om en kommende ny patient.

- Nogen gange resulterede det i et møde. Andre gange ikke. Men efter den her sag har vi fået lavet en meget fast beskrivelse af, hvornår man skal orientere, og at der skal ske en overlevering med beskrivelse af, hvad man har arbejdet med, forklarer Nina Tejs Jørring.

Gerts vilde døgn: - Det er 24 timer i helvede