Der er i dag faldet dom efter en seks-årig dreng blev dræbt ved en tragisk højresvingsulykke i Nakskov.
En 52-årig mand fra Nakskov blev tirsdag ved retten i Nykøbing idømt dagbøder for uagtsomt manddrab og en betinget frakendelse af kørekortet.
Dermed fulgte domsmandsretten kravet fra anklageren i sagen, der udspringer af en trafikulykke i Nakskov 28. februar i år, hvor en seks-årig dreng mistede livet.
Både den 52-årige lastbilschauffør og den seks-årige cyklende dreng kom kørende ad Perlestikkergade i Nakskov klokken 7.30 om morgenen.
Chaufføren overså drengen, og begyndte at svinge til højre ad Svingelsvej. Derved ramte han den seks-årige, der var på vej lige ud i krydset.
Tiltalen i retten lød på uagtsomt manddrab, da anklageren mente, at chaufføren burde have opdaget drengen enten gennem forruden eller i spejlet.
Den opfattelse var den 52-årige dog ikke enig i. Han nægtede sig derfor skyldig i at have tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og i at have begået uagtsomt manddrab.
I retten argumenterede forsvarer Ellen Bredal Nielsen for, at den 52-årige i høj grad havde været agtpågivende, da han havde holdt tilbage for en knallertkører, men simpelthen ikke havde haft mulighed for at se drengen.
Men retten valgte altså at se anderledes på sagen, blandt andet baseret på forklaringen fra en bilinspektør, der var indkaldt som ekspertvidne.
Den 52-årige også dømt for diverse fejl på lastbilen og den tilkoblede trailer, men disse forhold blev ikke vægtet i forbindelse med selve trafikdrabet, da de ikke havde haft betydning for ulykken.
Dommen lød på 10 dagbøder på hver 1800 kroner for trafikdrabet, samt en række mindre bøder for de øvrige forhold, i alt i omegnen af 30.000 kroner. Desuden frakendelsen af kørekortet, som blev gjort betinget af, at den 52-årige skal bestå en ny køreprøve.