Ingen besætningsmedlemmer er kommet til skade i forbindelse med en brand på Maersk Lines containerskib Maersk Kampala.
Ifølge nyhedsportalen maritimedanmark.dk udbrød er onsdag aften brand på skibet, som befinder sig syd for Suez Kanalen.
Skibet var på vej fra Mundra i Indien med kurs mod Suez, da branden brød ud.
A.P. Møller - Mærsk oplyser til maritimedanmark.dk, at skibet i øjeblikke driver, men i øvrigt er fuldt manøvredygtigt.
Flere skibe med brandslukningsudstyr er fortsat i gang med at bekæmpe ilden, som brød ud i to containere, der befandt sig forrest på skibet.
Torsdag aften ankommer brandslukningseksperter til skibet.
Maersk Kampala er 300 meter langt og har en kapacitet på 6800 containere.
Det er anden gang denne sommer, at der udbryder brand på et Mærsk-containerskib.
Skibet Eugen Maersk blev den 18. juni ramt af en brand, da det befandt sig i Adenbugten med kurs mod Suez.
Branden brød ud i tre containere, og skibet måtte efter branden søge havn i det lille afrikanske land Djibouti for at de udbrændte containere fjernet.
/ritzau/