Kystvagten har iværksat en redningsoperation, efter at en dansk sejlbåd er kæntret i kraftigt uvejr ud for Newfoundland.
En dansk sejlbåd er kæntret i et uvejr ud for Newfoundland i Canada. Men ifølge den amerikanske kystvagt skulle de tre ombordværende være uskadte.
Der var fredag aften dansk tid et kraftigt uvejr i området, og flere både var derfor i havsnød.
Både fly og skibe skulle ifølge de foreløbige oplysninger være kommet den danske båd til undsætning.
- Vi har lige nu seks meter høje bølger. Det er forholdsvist hårdt for en sejlbåd, siger en talsmand for kystvagtens redningscentral i Norfolk.
Den danske båd skulle være kæntret omkring 300 sømil ud for Newfoundland.
/ritzau/