En ung dansk mand er død, efter han faldt ned under en klatretur på Kullaberga.
En klatretur i det klare efterårsvejr kostede lørdag en ung dansker livet ved Kullen i Skåne.
Ifølge indsatsleder Henrik Persson ved den svenske redningstjeneste faldt manden mellem 15 og 20 meter ned fra klipperne på nordsiden af Kullaberga, der er et yndet udflugtsmål for danske klatrere.
- Vi hentede ham i en båd og forsøgte at bringe ham til sygehuset, men han døde på vejen, siger Henrik Persson.
Der er ifølge svensk politi tale om en mand på omtrent 25 år, og politiet arbejder fortsat på at identificere den unge mand.
Det er endnu uvist, hvorfor klatreren faldt ned fra klippen, hvor klatrere gennem årene har banket sikringsudstyr ind i væggen for netop at modvirke faldulykker.
Ifølge politiet i Sverige var danskeren ude at klatre sammen med en gruppe.
- Han var del af klatreteam, men hvor mange de var, ved jeg ikke præcist, siger Henrik Persson.
En af de andre klatrere løb straks efter hjælp og fik fat i to svenskere, der var ude at gå en tur.
Det svenske par slog alarm, men danskerens liv stod ikke til at redde.
/ritzau/