Dansk familie kolliderede med overhalende lastbil på tysk motorvej. Mor og barn er dræbt.
Ferien sydpå fik fredag morgen en tragisk ende for en dansk familie. På motorvej A7 ved Kassel i Tyskland kolliderede familiens personbil med et lastvogntog.
Ved ulykken omkom moren på passagersædet og et af familiens børn. Faren og familiens andet barn kom alvorligt til skade ved ulykken, men ifølge politiets oplysninger skulle det ikke være livstruende.
Ifølge politiet i Nordhessen skete ulykken, klokken 6.30, da et lastvogntog skulle overhale en anden lastbil.
Vogntoget trak ud i det midterste af motorvejens tre spor, samtidig med den danske familie ville trække fra ydersporet ind i midtersporet.
Det resulterede i, at den danske families VW endte under lastbilens anhænger, og kvinden og det ene barn fik så svære skader, at de afgik ved døden.
Politiet i Nordhessen har endnu ingen oplysninger om familiens identitet eller alder.
Efter ulykken valgte politiet at afspærre motorvej A7 i nordgående retning umiddelbart syd for Kassel.
/ritzau/