En appeldomstol i Bahrain stadfæster livstidsdom mod dansker dømt for at ville vælte landets regime.
Dommen mod den danske statsborger i Bahrain Abdulhadi al-Khawaja, der er idømt livstid i fængsel for at forsøge at vælte landets regime sammen med 21 andre, er stadfæstet af landets appeldomstol. Det skriver hjemmesiden gulfnews.com.
Dermed fik Abdulhadi al-Khawaja ikke noget ud af den appel, som han indgav efter den første retssag, der foregik ved en militær domstol i Bahrain den 22. juni.
Her blev Abdulhadi al-Khawaja dømt for seks forskellige anklagepunkter.
Han blev blandt andet kendt skyldig i at forsøge at omvælte regimet og kongefamilien og med magt forsøge at ændre forfatningen og indføre en republik.
Den 50-årige Al-Khawaja, der har boet i Danmark i en årrække efter at have fået politisk asyl og siden statsborgerskab, er også dømt for i tale og skrift at opildne befolkningen til at forandre regimet.
At sprede had mod kongen og regeringen er en grov anklage i Bahrain, og anklageren gik efter dødsstraf til al-Khawaja.
Den irske menneskerettighedsorganisation Front Line har fortalt, at al-Khawaja er udsat for tortur og voldtægtsforsøg, mens han har været i militærets varetægt.
/ritzau/